‘I Am Here’
Mange små film med fine menneskelige budskaber ignoreres af det brede publikum, mens langt fra alle blockbusters fortjener den internationale opmærksomhed, der automatisk synes at tilkomme rat og kravl med stridende robotter og flyvende helte på plakaten.
Instruktør Anders Morgenthalers femte film, ’I Am Here’, er imidlertid en ganske anden fisk: En lille film, man kun kan håbe ender glemt og begravet i et dybt sort hul. Og som sådan priser man sig lykkelig for, at den kun vises ved ganske få særforestillinger her i landet, før den allerede senere på måneden begiver sig videre til et mere neutralt liv on demand.
Den danske filmskaber bag ’Princess’ har begået en ovenud smagløs film, blottet for ræson og stil. ’I Am Here’ fortæller historien om den modne karrierekvinde Maria (Kim Basinger), som i filmens begyndelse aborterer endnu engang efter i 10 år forgæves at have kæmpet for at undfange ønskebarnet med sin mand Peter (Sebastian Schippel). Den ufrivillige abort tager endda livet af Maria i to minutter, inden lægevidenskaben bringer hende tilbage til hverdagen i et gråt og nu endegyldigt barnløst Hamborg.
Maria kan ikke få børn – både alderen og de indre organer har sagt stop, men moderinstinktet vil ikke acceptere fakta. »Fuck it, kan vi ikke bare være et trist par uden børn så?« trygler Peter, men Maria er uden for pædagogisk rækkevidde og ægteskabet på vej i afgrunden sammen med kvindens sidste rest af forstand.
Efter at have fået nys om en by på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet, hvor prostitution og handel med småbørn florerer, hopper Maria således i bilen fast besluttet på at købe sig til moderskab og lykke. På vejen mod dette helvedes forgård samler hun misbruger-dværgen Petit (Jordan Prentice) op, som – da vi møder ham første gang – er iført pandakostume og i nærkamp med en anden ’panda’.
Det er en skør, skør Morgenthaler-verden, men instruktøren understreger da også med fede penselstrøg og en hviskende barnestemmes voiceover (Marias ufødte barn… ), at vi bevæger os på grænsen af et syret eventyrland, en mørk og grum parallelverden, hvor ondskaben lurer og syndere straffes med kontant, korporlig afregning ved kasse ét.
Maria og Petit stjæler et spædbarn fra en barneluder, men deres selvbestaltede heroiske gerning får voldsomme konsekvenser for begge. Her kommer Peter Stormare, Sveriges alt for uudnyttede brød af en psykopatisk favoritfilmbølle, på banen. Og vi ved jo alle, at der er blodige øretæver og kødhakkere i luften, når han gør sin entre.
’I Am Here’ er hverken synderligt velspillet eller filosofisk, men et mareridt af et filmisk harmonikasammenstød, et uheldigt mash-up af H.C. Andersens ’Historien om en moder’, ’Hostel’ og ’Precious’, der kværner derudaf med Kim Basinger som absurd blåøjet modermartyr. Og den endelige, eventyrlige pointe – mirakler kan spire fra selv den mest vederstyggelige ondskab! – må tage prisen som årets mest groteske spin på ’og de levede lykkeligt til deres dages ende’.
Kort sagt:
En slet og ret ubehagelig film uden mål og med. Kim Basinger og en junkie-dværg tosser forvirrede rundt i grænselandet mellem Tyskland og Tjekkiet på jagt efter et uønsket spædbarn, Basinger kan købe med hjem. Grum, grim og unødvendig.