»Hun var et godt barn, og jeg tror på, at hun tror det. Jeg tror ikke, at hun finder på det. Jeg tror ikke, at hun lyver. Jeg tror, at hun tror det«.
Sådan siger Woody Allen i et sjældent tv-interview med CBS, hvor han adresserer den næsten 30 år gamle krænkelsesanklage fra adoptivdatteren Dylan Farrow.
En anklage, som Dylan genrejste i forbindelse med #Metoo, og som senest er blevet gennemgået i den meget omdiskuterede HBO-dokumentar ‘Allen v. Farrow’, hvori Dylan og hendes bror, journalisten Ronan Farrow (en af hovedaktørerne i afsløringen af Harvey Weinstein), og mor, skuespilleren Mia Farrow, begge bakker op om historien.
For lige igen, igen at opridse den spegede baggrund:
Mia Farrow dannede i sin tid par med Woody Allen i over et årti, og medvirkede i adskillige af hans film. Sammen adopterede de Dylan og drengen Moses og fik ét biologisk barn, Ronan.
Mia Farrow har i alt 14 adoptivbørn, hvoraf tre i dag er gået bort.
I 1992 gik Farrow og Allen fra hinanden, da førstnævnte fandt ud af, at 57-årige Allen havde indledt et forhold med Farrows 21-årige adoptivdatter Soon-Yi Previn (Allen var ikke adoptivfar til Soon-Yi, ej heller boede han sammen med Farrow, bemærkes).
Bruddet og afsløringen af Allens affære genererede en regulær mediestorm og efterfølgende forældremyndighedssag, og det var under denne, at Farrow anklagede Allen for overgreb på 7-årige Dylan.
To forskellige myndigheder undersøgte sagen, men afviste den:
Dylans historie bar præg af, at pigen muligvis var blevet coachet til at sige ting om sin far, lød én af forklaringerne.
Som voksen har Dylan givet detaljerede interviews om sin version af sagen, og i ‘Allen v. Farrow’ ser man for første gang Mia Farrows hjemmevideooptagelser af lille Dylan, hvor hun forklarer, hvordan Allen krænkede hende seksuelt oppe på loftet i Farrows hus.
Endvidere angiver Mia Farrow i dokumentaren, at Allen generelt havde et usundt intenst forhold til Dylan.
Woody Allen har alle dage afvist anklagen, og medvirker ikke i ‘Allen v. Farrow’.
Instruktørens interview med CBS blev optaget sidste sommer – altså et halvt år før dokumentarens premiere på HBO – og i det fastholder Allen sin uskyld:
»Der var slet og ret ikke nogen logik i det (anklagen, red.). Hvorfor skulle en 57-årig fyr, som aldrig er blevet anklaget for noget som helst i hele sit liv pludselig køre op til Mias landsted midt i en grim forældremyndighedssag og gøre det? Umiddelbart troede jeg ikke, at det overhovedet krævede en efterforskning«, fortæller Allen.
»Det er vanvittigt, men smæderygterne er der stadig. De foretrækker stadig at holde fast i muligheden for, at jeg begik overgreb på hende. I hele Dylans liv gjorde jeg aldrig noget, der kunne blive opfattet som overgreb«.
Samtidig understreger Allen imidlertid også, som citeret først i artiklen her, at han tror på, at Dylan i dag selv tror på anklagen.
Om forholdet til Soon-Yi Previn siger instruktøren:
»Det var aldrig vores mening at såre nogen. Vores hensigt var, at fortælle, at vi var i et forhold. Det var den mest naturlige ting i verden. Det udviklede sig over en periode. Det var ikke sådan, at jeg pludselig kyssede hende en aften«.
Allen og Previn har været gift i 23 år og har to børn sammen. Dylan selv er også mor i dag og slår i dokumentaren fast, at hun håber, at hendes historie kan være med til at rette fokus mod seksuelle overgreb.
‘Allen v. Farrow’ kan ses på HBO Nordic.