‘Allen v. Farrow’: Anklagerne mod Woody Allen vækkes til live i ensidig, men overbevisende mavepuster

‘Allen v. Farrow’: Anklagerne mod Woody Allen vækkes til live i ensidig, men overbevisende mavepuster
'Allen v. Farrow'. (Foto: HBO.)
STREAMING TOGETHER

Woody Allen og Mia Farrow var New Yorks mest elskede power couple i 1980’erne. Gennem deres 12 år lange forhold boede de på moderne vis hver for sig på hver sin side af Central Park, hvor de sendte lyssignaler til hinanden om aftenen. Hun spillede markante roller i 13 af hans film, herunder hovedværker som ‘Hannah og hendes søstre’, ‘Den røde rose fra Cairo’ og ‘Små og store synder’.

Og selvom han i begyndelsen ikke viste interesse for hendes syv børn, påtog han sig efter nogle år stolt faderskabet for to adoptivbørn, Moses og Dylan, og deres fælles biologiske søn, Ronan.

Som de fleste vil vide, men ellers får en grundig indføring i af Amy Ziering og Kirby Dicks fire timer lange HBO-dokumentarserie ‘Allen v. Farrow’, var det dog netop forholdet til børnene, der satte en brat stopper for familieidyllen: I 1992 opdagede Mia Farrow, at Woody Allen havde en affære med hendes 21-årige adoptivdatter Soon-Yi Previn, som han i dag er gift med.

Samme sommer anklagede Farrow Allen for seksuelt overgreb på deres dengang syvårige datter, Dylan, i familiens hus i Connecticut. Dylan fortalte om overgrebene til familiens læge, til sin mor i en række videooptagelser og i de efterfølgende retsundersøgelser. Allen afviste anklagerne og fremførte, at Farrow havde instrueret Dylan i at lyve, fordi hun var rasende over hans forhold til Soon-Yi.

Allen tabte en sag om forældremyndigheder over de tre børn i New York, men blev ikke retsforfulgt for overgreb. Connecticuts statsanklager Frank Maco, der også medvirker i serien, vurderede godt nok, at der var begrundet mistanke, men gik ikke videre med sagen, fordi han mente, at Dylan var for skrøbelig til at vidne i en retssag. En rapport, som Maco havde bestilt fra Yale-New Haven Hospital, men var kritisk over for, konkluderede derimod, at Dylan havde svært ved at adskille fantasi og virkelighed, og at hendes forklaringer var inkonsistente.

Det er en enormt kompliceret sag, som er let at få hovedpine af, og som jeg personligt har haft svært at drage en konklusion om. Så selvom sagen har været veldækket i medierne, både dengang og da Dylan Farrow gentog sine anklager som voksen i 2014, satte jeg pris på at få den gennemgået forfra i serien. Ziering og Dick går grundigt til værks og udruller sagen gennem interviews med Mia og Dylan Farrow, flere af hendes søskende, deres gamle babysitter, familievenner, socialarbejdere og børnepsykologeksperter foruden retsdokumenter, medieoptrædener og optagede telefonsamtaler mellem Allen og Farrow.

Woody Allen og Mariel Hemingway i ‘Manhattan’ (1979). (Foto: PR.)

Desværre er det også en ensidig dækning. Woody Allen, Soon-Yi Previn og Moses Farrow, som offentligt har taget sin fars parti, har ikke ønsket at stille op. Men filmskaberne har heller ikke interviewet en eneste kilde, der argumenterer på Allens vegne eller er kritisk over for Farrow. Det skulle ellers nok være til at finde med den ophedede debat, sagen har vakt i de senere år.

Ziering og Dick har tidligere skabt kritiske – og glimrende – dokumentarfilm om seksuelle overgreb i militæret (‘The Invisible War’), på amerikanske universiteter (‘The Hunting Ground’) og senest i pladebranchen (‘On the Record’). ‘Allen v. Farrow’ bærer præg af at være skabt af en instruktørduo med en sag, og det er ærgerligt, når de faktisk står med en ret god sag mellem hænderne.

Et kritisk perspektiv havde kun forstærket argumentet, fordi man ikke ville kunne skyde dem i skoene, at de forsøger at skjule visse fakta og kun er ude på at karaktermyrde Woody Allen.

Allen ’forsvarer’ sig selv – tåkrummende inkompetent – gennem klip fra lydbogsversionen af sin selvbiografi ‘Apropos of Nothing’ fra sidste år og medieoptrædener gennem årene. Men jeg savner for eksempel en grundigere gennemgang af Soon-Yi Previns og Moses Farrows kritik af deres opvækst, et kritisk perspektiv på Mia Farrows mange adoptioner og et forsvar af den Yale-rapport, som filmen gennemhuller – muligvis med rette, men det ville jeg gerne selv afgøre ved at få præsenteret begge sider af sagen.

Serien benytter sig også lovlig meget af motivforskning fra kulturkritikere, der tolker Allens hang til at skildre romantiske forhold mellem unge kvinder og ældre mænd i sine film – blandt andet mellem 42-årige Allen og 17-årige Mariel Hemmingway i ‘Manhattan’ – som et forsøg på at groome sit publikum til at opfatte den slags upassende forhold som normale. En kvalm kliché, ja, men godt nok en svag bevisgrund for, at manden ligefrem er pædofil.

På den anden side kan man se serien som en modvægt til de seneste 30 år, hvor Woody Allen har fået ubegrænset taletid i medierne, og hvor det faktisk er lykkedes ham at overbevise verden om, at Mia Farrow er en hysterisk, hævngerrig kvinde, der kynisk bruger deres barn imod ham. Han fortæller selv, at sagen – indtil 2017, hvor #MeToo skabte momentum for at lytte til kvinders beretninger om seksuelle krænkelser – ikke har haft indflydelse på hans karriere, og serien illustrerer effektivt, hvor magtfuld en figur Allen var i New York.

Ikke mindst i den toneangivende intellektuelle elite, der som flere filmkritikere og journalister forklarer, ser Allens film som en del af deres kulturelle identitet og smagsdannelse. Sådan har jeg det også selv – jeg elsker Woody Allen-film. Derfor har jeg også været tilbøjelig til at lade tvivlen komme ham til gode hidtil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men, men, men. Trods seriens svagheder finder jeg stadig seriens argument utroligt stærkt. Først og fremmest i kraft af den i dag 35-årige Dylan Farrows meget overbevisende, stålfaste og hjerteskærende udsagn om, hvad hun oplevede som syvårig – og hvordan hendes far også i årene inden var ubehageligt omklamrende og grænseoverskridende, hvilket han faktisk gik i terapi for – og hvordan det påvirkede hendes liv.

Serien viser for første gang de videooptagelser, som Mia Farrow optog af hende efter det påståede overgreb, og det er altså en mavepuster at se en lille pige fortælle om, at hun ikke kunne lide, da hendes far rørte ved hendes kønsdele og lovede at tage hende med til Paris, hvis hun lå stille.

Flere eksperter i børnemisbrug analyserer i serien sig frem til, at hendes forklaring på videoerne er troværdige. Og Dylan påpeger selv som voksen, at hun ikke har ændret forklaring en eneste gang. At hun tydeligt kan huske og stadig er dybt traumatiseret af overgrebet, og at hun er led og ked af at få at vide, at hendes minder er falske.

Efter at have set denne serie har jeg også svært ved at se det gode argument for, at hun ikke taler sandt. Men uanset hvad man tror og mener, er Dylan Farrows interviews uomgængelige, hvis man ønsker at danne sig en kvalificeret holdning til en af nyere tids største kulturskandaler og den topaktuelle diskussion om #MeToo og adskillelsen af kunst og kunstner.


Kort sagt:
Eksplosiv og grundig dokumentarserie om Mia Farrows anklager mod Woody Allen om overgreb på deres syvårige datter tilbage i 1992 tager for ensidigt Farrows parti, men er alligevel stærkt overbevisende i kraft af den voksne Dylan Farrows overbevisende vidneudsagn.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

‘Allen v. Farrow’. Dokumentar. Instruktion: Kirby Dick & Amy Ziering. Spilletid: Fire afsnit à cirka 55 minutter. Premiere: 22. februar på HBO Nordic – nyt afsnit hver uge.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af