’On the Record’: Det er svært at forstå, at Oprah trak sig fra rystende overgrebsfortælling om hiphopverdens top
En hyppig kritik af #MeToo lyder på, at mænd kan få ødelagt deres karrierer og liv på baggrund af ’folkedomstolen’, når kvinder anklager dem for seksuelle overgreb eller chikane. Så betyder det åbenbart mindre, hvor mange kvinders liv manden har ødelagt.
Den balance genopretter Kirby Dick og Amy Zierings dokumentarfilm ‘On the Record’ ved at give et konkret eksempel på konsekvenserne af et overgreb for en kvinde, både på et personligt og kulturelt plan: Den talentfulde unge musikproducer Drew Dixon, der producerede hitalbums med blandt andet 2Pac, Biggie, Method Man og Mary J. Blige i 1990’erne, stoppede ganske enkelt i branchen efter at være blevet udsat for voldtægt og chikane fra to chefer.
Dixon var en af tre kvinder, der inspireret af Harvey-Weinstein-sagen stod frem i The New York Times med voldtægtsanklager mod hiphopmogulen Russell Simmons i december 2017. Dokumentaren fortæller hendes historie og følger hende gennem beslutningen om at stå frem i avisen, suppleret af beretninger fra andre ofre – i dag har knap 20 kvinder anklaget Simmons, der afviser alle anklager – og analyser fra sorte kvindelige kulturelle kommentatorer.
Drew Dixons historie er hjerteskærende, fordi hendes kærlighed til musikken og stolthed over at være del af den sorte aktivistiske hiphopkultur skinner så stærkt igennem. Hun fortæller medrivende om sin opdagelse af og kærlighed til hiphop i de tidlige 90’ere, hvor hun som ganske ung arbejdede sig op til en betydningsfuld position som A&R-chef (der bringer talenter ind) i det indflydelsesrige pladeselskab Def Jam Recordings, der er medstiftet af Russell Simmons. Men drømmejobbet krakelerede, da Simmons først begyndte at opføre sig upassende over for hende. Og så en aften voldtog hende i sin lejlighed, hvor han havde lokket hende med op under dække af at have en demo-cd, hun skulle høre. Som hun siger i filmen: »Det var først, da jeg læste artiklen i New York Times, at det gik op for mig, at der ikke var nogen cd«.
Dixon sagde op kort tid efter. I stedet fik hun job i pladeselskabet Arista, hvor hun kortvarigt trivedes, indtil hun fik en ny chef, L.A. Reid, der ifølge Dixon begyndte at chikanere hende (også Reid afviser anklagerne). Dixon fortæller, at Reid var så fornærmet over, at hun ikke ville gå i seng med hende, at han afviste alle de talenter, hun kom med – inklusive unge Kanye West og John Legend. På et tidspunkt fik hun nok, sagde op og droppede helt ud af branchen for i stedet at studere på Harvard Business School. Hun lukkede ned for sin kreativitet, løb væk fra sin drøm og lyttede ikke engang til sin egen musik mere.
Udover talenttabet er filmens andet store og hidtil underreporterede fokus raceaspektet i #MeToo. Som flere af de medvirkende sorte kvinder pointerer, var de første kvinder, der stod frem i #MeToo succesfulde hvide kvinder i Hollywood. Sorte kvinder følte sig ikke som del af bevægelsen.
Filmen udfolder virkelig interessant, hvordan mange sorte kvinder har holdt sig tilbage fra at anklage sorte mænd for seksuelle overgreb, fordi de ikke vil smide benzin på bålet til myten om den seksuelt aggressive sorte mand. Raceloyaliteten og frygten for at blive dømt som forræder overtrumfer den enkelte kvindes traume. Som Dixon siger om Simmons: »I 20 år tog jeg en for holdet. Jeg ville ikke skuffe kulturen. Jeg elskede kulturen. Jeg elskede også Russell«.
Selvom man kan læse Drew Dixons anklager i New York Times, er det virkelig stærkt at høre hende gengive dem til kameraet. Dixon er en fremragende hovedperson med skarpe pointer og udsøgt evne til at sætte ord på sine følelser. Blandt andet følelsen af at blive reduceret til et stykke kød, når hun ellers gik og troede, at hun blev værdsat for sin faglighed. »I det øjeblik blev jeg reduceret til ingenting. Jeg var skrald. Jeg var et fysisk objekt, en ting, han brugte til sin egen tilfredsstillelse«, siger hun om voldtægten.
Filmen har været omgærdet af kontroverser, fordi Oprah Winfrey trak sig som executive producer lige inden verdenspremieren på Sundance Film Festival. Dermed mistede filmen også sin distributionsaftale med Apple TV+. Winfrey forklarede lidt vagt sit exit med kreative »uoverensstemmelser«, og senere kom det frem, at hendes instruktørven Ava DuVernay havde været kritisk over for de to – hvide – instruktørers skildring af hiphopkulturen.
Nogle af filmens afstikkere, som netop hiphopmusikkens misogyni, behandles rigtigt nok lidt overfladisk. Men ellers er kritikken svær at forstå fra denne anmelderstol. Filmen overbeviser derimod i meget høj grad som en personlig beretning om at stå frem som sort kvinde med voldtægtsanklager mod en magtfuld kulturel figur.
Kort sagt:
Dokumentaren ‘On the Record’ fortæller rystende og engagerende om musikproduceren Drew Dixons voldtægtsanklager mod hiphopmogulen Russell Simmons og tilfører #MeToo-debatten nye aspekter om race og talenttab.