Umiddelbart er »horror« ikke et ord, man forbinder med Disney-underholdning, men takket være det hastigt ekspanderende voksenkatalog under fanen Star på Disney+, er der nu ikke mindre end fantastisk nyt til gyserfans:
Alle ni sæsoner af Ryan Murphys kult-antologiserie ‘American Horror Story’ er således netop landet på tjenesten, og dermed er der dømt timevis – hvis ikke dagevis – af gru, kulsort humor, dræberklovne, grotesk body horror og brillante skuespilpræstationer fra Murphy-hofstjerner a la Jessica Lange, Sarah Paulson og Evan Peters.
‘American Horror Story’ sæson 10 er blevet forsinket grundet corona, men forventes at få amerikansk premiere senere i år. Om sæsonen dermed også finder vej til Star på Disney+ omkring samme tid, vides ikke endnu – men hey, vi krydser fingre og afskårne tæer.