Rosalinde Mynster var en stor publikumsdarling i rollen som den fornuftige tjenestepige Fie i TV 2’s kæmpesucces ’Badehotellet’ og spillede også en af hovedrollerne i krigsdramaet ’I krig og kærlighed’.
Nu er hun snart aktuel i Lisa Jespersens spillefilmdebut ’Hvor kragerne vender’.
Filmen er et komediedrama, der handler om Laura, der er flyttet fra sin familie på landet for i stedet at leve et kunstnerliv som forfatter i København.
Da Laura vender tilbage til sin hjemstavn for at deltage i brorens bryllup, opdager hun, at han skal giftes med barndomsfjenden, Catrine. Laura indser, til hendes store forfærdelse, at Catrine har overtaget hendes plads i familien og mærker nu et stærkt ønske om at få den tilbage.
Filmen er løst baseret på instruktørens egne oplevelser med at flytte fra en barndom på landet til Københavns kreative miljøer. Lisa Jespersen er uddannet fra Den Danske Filmskole.
Rosalinde Mynster genforenes i filmen med Bodil Jørgensen, som hun spillede overfor i ’Badehotellet’. De bliver blandt andre suppleret af ’Bedrag’-stjernen Thomas Hwan og Jens Jørn Spottag, der spiller Lauras far – Spottag har før spillet Mynsters far på film i Niels Arden Oplevs ’To verdener’.
’Hvor kragerne vender’ får dansk biografpremiere 22. juli.