’Lille sommerfugl’: Man kommer aldrig ind på livet af Jesper Christensens racistiske svineavler i ny dansk film
Det er så yndigt at følges ad. Og der er ikke et øje tørt, da hornorkestret spiller op til guldbryllupsfejring uden for Ernst (Jesper Christensen) og Louises (Karen-Lise Mynster) vindue på den solbeskinnede slægtsgård i Søren Kragh-Jacobsens familiefestdrama.
Dog virker guldbrudgommen ikke synderligt engageret i festen, som han mest holder for sin kones skyld. Han er generelt en gnaven type, men nu er den helt gal, fordi banken netop har meddelt ham, at han er gået konkurs med sin svineproduktion. Flere af de gårde, han gennem årene har udvidet forretningen med, står i dag tomme. Hans nevø forsøger at overtale ham til at udleje gårdene til kommunen, der vil bruge dem til indrejsecenter for flygtninge. Men det vil den racistiske og forandringsresistente Ernst ikke høre tale om.
Selvom begrebet ’fortrolighed’ går igen i festtalerne, har Ernst ikke fortalt Louise om deres økonomiske problemer. Hun skal ikke have ødelagt sin fest. Men det får hun selvfølgelig, for det ligger til familiefestgenren, at hemmeligheder ikke bliver holdt hemmeligt ret længe. Tænk bare på Thomas Vinterbergs ‘Festen’. Eller Paprika Steens ‘Den tid på året’.
I det hele taget vælter skeletterne ud af skabet i et imponerende tempo under festen, for Ernst er ikke den eneste, der holder på hemmeligheder. Sønnen Lasse (Peder Thomas Pedersen) har en affære med sin søns kærestes mor, der serverer til festen, og den opdagelse tager hans kone Lis, spillet af en skøn smerteligt pinlig Mia Lyhne, ikke ret pænt.
Kaotiske fester, der løber af sporet, når frustrerede familiemedlemmer ikke længere kan holde gode miner til slet spil, udgør normalt herligt dramatisk og komisk brændstof på film, hvilket netop ‘Festen’ er et prima eksempel på. Jeg kan også godt lide de små dramaer, der udspiller sig i ‘Lille sommerfugl’ på tværs af de tre generationer – blandt andet mellem brudeparrets barnebarn og hans kæreste og kusinens uvorne lille datter, Luna, der bogstaveligt talt sætter fut i festen.
Det giver en skøn absurditet, når et livsomvæltende skænderi afbrydes af en fjollet selskabssang, hvor alle skal have grisetryner på. Og det er tåkrummende, når sønnen præsenterer et orkester med sorte musikere, som bøvede racistiske gæster buher ud, mens Ernst ser stiltiende til.
Søren Kragh-Jacobsens nyskrevne dansktopsange fremført af sønnens røvballeband bidrager også fint som kontrastskabende baggrundstæppe til dramaet, hvor karaktererene konstant mindes om, at vi altså er til fest.
Jeg savnede dog stadig noget humor og varme i filmen, som næsten er for konfliktfyldt og deprimerende. Mit største problem med filmen er dog, at det er svært at forstå stivstikkeren Ernst, og at det heller ikke virker, som om instruktøren forstår ham. Jeg hilser forsøget på at portrættere en Dansk Folkeparti-vælger fra provinsen – en sjældenhed i den udprægede venstreorienterede og københavnercentrerede danske filmtradition – velkomment. Men føler ikke, at jeg blev klogere.
Man forstår selvfølgelig bitterheden over og frygten for den økonomiske nedgang i det såkaldte Udkantsdanmark, som det er oplagt at give fremskridtet skylden for. Men vi får aldrig forklaringen på Ernsts indædte fremmedfjendskhed eller på, hvordan den anderledes kærlige og livsoptimistiske Louise har holdt ham ud i 50 år.
Kort sagt:
Skeletterne vælter ud af skabet i Søren Kragh-Jacobsens skønt kaotiske guldbryllupdrama, hvor man desværre aldrig kommer ind på livet af Jesper Christensens stædige og racistiske svineavler.