Det vakte opsigt, da det i januar sidste år blev annonceret, at Bong Joon-hos Oscar-vindende fænomen ‘Parasite’ skulle laves til tv-serie på HBO.
På den ene side lød det som en idé af den slags, der ville falde til jorden, når hypen om filmen var stilnet lidt af.
På den anden side var instruktør Bong selv involveret i tilgift til en anden af branchens tungeste drenge, Adam McKay, der har lavet film som ‘The Big Short’ og ‘Vice’ og har været med til at skabe ‘Succession’ for HBO.
Men nu ser det ud til, at ‘Parasite’-serien er i fuld gang.
Det fortæller Adam McKay i hvert fald i MTV’s ‘Happy Sad Confused’-podcast.
»Vi har det så sjovt. Vi har lige hyret et fantastisk skrivehold. Jeg outlinede dybest set serien med instruktør Bong under karantænen, med ham som supervisor«.
Bong Joon-ho har tidligere fortalt, at han ville lave serien – som han tænker som en seks timer lang film – fordi han havde en lang række idéer, som der ikke blev plads til i filmen.
Men McKay beretter, at serien ikke bliver en form for extended cut af filmen, men en helt ny historie.
»Det er i samme univers som filmen, men det er en original historie, der lever i den samme verden«.
Selvom HBO er kendt for at sakse serier på tegnebrættet fra selv store etablerede navne, hvis de ikke synes, kvaliteten sidder i skabet, tyder det altså på, at ‘Parasite’ får en opfølger.
Og som kæmpefan af filmen begynder forventningen efterhånden at overstige nervøsiteten over for det kommende projekt.