Pilou Asbæk var som bekendt at finde på den helt store scene, da han medvirkede i hitserien ‘Game of Thrones’ fra 2016 til 2019 som sleske Euron Greyjoy. Nu indtager den danske skuespiller formentlig en ny kæmpefranchise.
Deadline og The Wrap kan nemlig bekræfte, at Asbæk er i dialog om at slutte sig til castet i DC-superheltefilmen ‘Aquaman 2’. Det vides endnu ikke, hvilken rolle der er tale om, ligesom filmens handling stadig holdes hemmelig.
Det er selvfølgelig igen Jason Momoa, der indtager hovedrollen som den titulære superhelt med det borgerlige navn Arthur Curry. Ligesom med den første ‘Aquaman’-film, der fik en lunken anmeldermodtagelse, men indtjente for millarder på verdensplan, sidder James Wan i instruktørstolen. På forfattersiden er der også en genganger fra den første film, idet David Leslie Johnson-McGoldrick igen tager sig af manuskriptet.
‘Aquaman 2’ forventes at få premiere i december 2022.