Yorghos Lanthimos slog markant igennem i arthousekredse med sin græske ‘Dogtooth’ i 2009, og efter vellykkede, mildest talt skæve engelsksprogede film med ‘The Lobster’ og ‘The Killing of a Sacred Deer’ fik han sit helt store brede gennembrud med den tidobbelt Oscar-nominerede ‘The Favourite’.
Hans status som egensindig filmkunstner med større og større mainstreamappel gør ham utvivlsomt i stand til at friste selv Hollywoods største stjerner, og det er da også et forrygende cast, han er ved at få samlet sig til sin næste film, ‘Poor Thing’.
Lanthimos genforenes med Emma Stone, der havde hovedrollen i ‘The Favourite’, mens også Willem Dafoe, Mark Ruffalo og Jerrod Carmichael er på listen. Dertil kommer et interessant valg i Ramy Youssef, der slog igennem med sin stærke serie ‘Ramy’, som han både skriver og spiller hovedrollen i.
Med ‘Poor Things’ fortsætter han i kostumedramaland. Filmen foregår i det viktorianske England og beskrives som en moderne Frankenstein-fortælling, hvor Emma Stone spiller kvinden Belle Baxter, som bliver bragt tilbage til livet af en excentrisk videnskabsmand, spillet af Willem Dafoe.
Man kan rigeligt forestille sig, at det er en historie, der passer til Lanthimos’ barokke stil og absurde humor.
Manuskriptet bygger på en bog af Alasdair Gray og er skrevet af Tony McNamara, der også skrev ordene til ‘The Favourite’.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Poor Things’ får premiere, men det lugter af 2022.