Lupita Nyong’o om at lave ‘Black Panther 2’ uden Chadwick Boseman: »Hans død er stadig ekstremt hård for mig«

Lupita Nyong’o om at lave ‘Black Panther 2’ uden Chadwick Boseman: »Hans død er stadig ekstremt hård for mig«
Chadwick Boseman og Lupita Nyong'o i 'Black Panther'. (Foto: PR)

Når opfølgeren til Marvels megasucces ‘Black Panther’ fra 2018 kommer i biograferne til næste år, bliver det som bekendt uden den første films hovedrolleindehaver, Chadwick Boseman, der sidste år døde af kræft i en alder af blot 43 år.

I et interview med Yahoo Entertainment fortæller Lupita Nyong’o, der genoptager rollen som Nakia, nu om at træde tilbage ind i superhelteuniverset uden Boseman, som hun blev gode venner med under produktionen af ‘Black Panther’.

»Folk spørger mig, ‘er du spændt på at komme tilbage?’. Spænding er ikke ordet. Jeg føler, at jeg er i en meget eftertænksom og meditativ tilstand, når det kommer til ‘Black Panther 2’. Hans død er stadig ekstremt hård for mig«, siger Nyong’go om Boseman, hvis rolle som T’Challa ikke bliver viderført af en anden skuespiller i den nye film. »Og jeg kan ikke engang begynde at forestille mig, hvordan det bliver at træde ind på settet og ikke have ham der«.

Nyong’o har dog en god følelse med historien i ‘Black Panther 2’, der blev omskrevet af instruktør og manuskriptforfatter Ryan Coogler efter Bosemans død.

»Men på samme tid har vi en leder i Ryan, der har det rigtig meget som os, som også føler tabet på en meget, meget ægte måde. Og hans idé, den måde, som han har omformet den anden film på, er så respektfuld over for det tab, som vi alle har oplevet – både som cast og som verden. Så det føles spirituelt og følelsesmæssigt korrekt at gøre dette«, siger Nyong’o i interviewet.

»Det, jeg rent faktisk ser frem til, er at samles igen og ære det, han påbegyndte sammen med os, og bære hans lys igennem det. For han efterlod os med en masse lys, som vi stadig kommer til at bade i. Det ved jeg med sikkerhed«.

‘Black Panther 2’ får biografpremiere 8. juli 2022.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af