I denne uge har Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen begejstret anbefalet, at man fluks kaster sig over Apple TV+’s nye seriesatsning ‘The Mosquito Coast’. Og nu er der endnu flere seriegodter på vej til streamingtjenesten, der for alvor spiller med musklerne i år.
4. juni får Stephen King-miniserien ‘Lisey’s Story’ premiere, og før man tænker, ‘Har vi virkelig brug for endnu en King-filmatisering?’ (hvis man da er dén type), så er det værd at bemærke det særdeles ambitiøse hovedrollecast og tonen i traileren, der byder på langt flere ‘Misery’-vibes end klovnerier:
Julianne Moore og Clive Owen genforenes for første gang siden ‘Children of Men’, og spiller her et ægtepar, Lisey og Scott, hvoraf han er stjerneforfatter med et lettere mystisk sind. Serien tager imidlertid sin begyndelse to år efter Scotts død, hvor Lisey i sin sorg begynder at få sære flashbacks til deres liv sammen, og en snigende fornemmelse af, at Scott gemte på flere hemmeligheder end som så …
Med på rollelisten er også blandt andre Dane DeHaan (‘A Cure for Wellness’, ‘Chronicle’), Jennifer Jason Leigh (‘Top of the Lake’, ‘The Hateful Eight’) og Joan Allen (‘The Notebook’, ‘Pleasantville’).
Vi krydser fingre for, at ‘Lisey’s Story’ bliver sommerens ‘The Outsider’.