ANBEFALING. Hvad i alverden har han gjort?
Man nærmest råber spørgsmålet mod skærmen et par afsnit inde i Apple TV+-serien ’The Mosquito Coast’.
Hvad i alverden har familiefaren Allie gjort, siden han har det halve af USA’s politistyrke på nakken og må tage flugten mod Mexico med kone og to teenagebørn i bilen og via en af de grænsesmuglere, for hvem fragten af en gringo-familie ud af USA er det rene omvendtsland?
Allie, hans hustru Margot og ungerne Dina og Charlie lever i et afsides hus i det sydlige Californien. Alle og Margot har forbudt al moderne teknologi i hjemmet, og mens den oprørske teenagepige Dina stjæler sig til lidt telefontid med en jævnaldrende fling, er X-Box et eksotisk fremmedord for 14-årige Charlie, der følger sin far i tykt og tyndt.
Far Allie er en temmelig genial, men uforløst opfinder, hvis nyeste håb om patenteret lykke er en maskine, der laver ild om til is, men som ingen tydeligvis har brug for. Han tjener til dagen og vejen som handyman på et lille kontor, men den i forvejen småkrakelerende landlige idyl sprænges i stumper og stykker, da politiet får færten af familiens whereabouts.
Og så går den vilde flugt.
Men hvad er det, Allie har gjort, som er så slemt, at myndighederne jager ham, som var han unabomberen, samtidig med at hans umiddelbart ganske fornuftige hustru loyalt har hans ryg, når det brænder på? Og hvad er det for et fællesskab, han har kontakter til i Mexico, og som han styrer familien i retning af?
Et hjertebarn
’The Mosquito Coast’ er et hjertebarn for manden, der også indtager rollen som Allie: Justin Theroux. Engang troede man, at han primært var et pænt ansigt og Jennifer Annistons kæreste, men så skrev han pludselig manuskriptet til ’Tropic Thunder’ i 2008, og med krigskomedien stod det klart, at han fortjente at blive taget seriøst. Som skuespiller peakede han siden med sin formidable hovedrolle i HBO-serien ’The Leftovers’, og han hører nu til et af de mest respekterede navne i Hollywood.
Den magt har han brugt til at give sin onkel Paul Theroux’ anerkendte roman ’The Mosquito Coast’ fra 1981 en ny tur i manegen. Bogen var fortalt fra sønnen Charlies perspektiv og fortalte om opfinderfaren Allie, der stigende kritisk over for USA’s kapitalisme og forbrugerfest rykkede familien til den såkaldte Mosquito Coast i Honduras.
Peter Weir filmatiserede i 1986 bogen relativt loyalt med Harrison Ford, Hellen Mirren og River Phoenix på rollelisten, men i den nye serie – skrevet af Tom Bissell og Neil Cross med både onkel og nevø Theroux som producere – har historien fået et nyt spin, der på mange måder har ændret forlægget til ukendelighed:
I hvert fald er hele flugt/forbrydelsesfortællingen ny, ligesom den udtalte kapitalismekritik foreløbigt er undertrykt i serien. Og tak for det, i grunden, for selvom diskussionen af forbrugersamfundet og USA’s grådige kapitalisme da bestemt stadig er relevant, bliver man allerede en anelse udmattet, da den ellers så hemmelighedsfulde Allie i en scene forklarer hele sit ideologiske grundlag for sin datter, imens de er på flugt fra strømerne.
Derudover er familierelationerne dog lovende, og især er det forfriskende, at Allie ikke er en sur og vred fanatiker, der hidser sig op over for ungerne, når de forståeligt nok står af på familiens uortodokse livsstil. Han er, i de første afsnit i hvert fald, en rolig, forstående og kærlig far, selvom hans overordnede projekt ikke just virker til at være for børnenes bedste.
Intens spænding
Som vi har set i de beslægtede ’Ozark’ og ’Breaking Bad’ er det altafgørende, at man hepper på familien som familie, før spændingsplottet for alvor holder vand i længden, og jeg håber, at ’The Mosquito Coast’ i de kommende afsnit føjer flere lag til særligt Margot, hvis tankemønstre vi endnu ikke er blevet for alvor klog på.
Et godt tegn er de små skæve scener, hvor serien tør løsrive sig fra fremdriften og for eksempel lade Margot danse med en random mexicaner til Morrissey (et upolitisk korrekt valg!) i en lang scene, mens Allie løsriver en menneskesmugler fra sin fodlænke med sine tekniske snilde.
Først og fremmest er der dog blot intens spænding for alle pengene i de første afsnit af ’The Mosquito Coast’, der spiller som en blanding af førnævnte ’Ozark’ og ’Captain Fantastic’ med et snert af ’Lost’ ude i horisonten.
Samtidig fornemmer man et seriøst håndelag og en underliggende substans, der i de første afsnit hæver serien langt over det mest udspekulerede bingesploitation.
Med andre ord er serien en oplagt crowdpleaser af den slags, der nok kunne få snakken til at gå på nettet og ved kaffeautomaterne (snart igen!) – hvis da ikke serien havde ligget på Apple TV+, som relativt få herhjemme nok frekventerer.
Det er faktisk ærgerligt, at Netflix har et så håndfast jerngreb i de danske streamere, at selv ekstremt jævne serier a la ’Hvem dræbte Sara?’ og ’Behind Her Eyes’ bliver binge-favoritter i mangel af bedre, når nu der er markant bedre spænding at finde andetsteds i streamingjunglen.
Jeg er spændt på, om ’The Mosquito Coast’ kan holde momentum, når først Allies fortid åbenbares (hvis da ikke svaret trækkes ud i det utroværdigt uendelige), men de første afsnit antyder, at den ved, hvad den laver.
Jeg kommer i hvert fald til at se videre – og håber, at andre kommer med på vognen, så jeg har nogen at tale med den om.
’The Mosquito Coast’ kan ses på Apple TV+ – de første tre afsnit er ude.