Modet til at dele sine indre tanker og bringe sig selv i spil i sin kunst er prisværdig. Men i årets afgangsdokumentarfilm fra Filmskolen er instruktørernes trang til at dele de private følelser desværre kammet over.
Filmene er ekstremt indadvendte og har med enkelte undtagelser store problemer med at gøre det private almengyldigt interessant. Efter femte-sjette film, der foregår i intimsfæren – i flere film instruktørens egen – og kredser om særligt unge kvinders seksualitet og parforhold, længes man i den grad efter en film med udsyn.
Tendensen til det nære skyldes helt sikkert, at filmene er produceret under corona, hvor instruktørerne har været begrænsede af ikke bare at kunne tage kameraet på skulderen og gå ud i verden.
Men det er altså ikke en undskyldning for at lave navlepillende film. Tidligere fremragende afgangsfilm som Phie Ambos ‘Dykkeren i min mave’, Mira Jargils ‘Den tid vi har’, Lea Globs ‘Mødet med min far Kasper Højhat’ og Assa Rytters ‘Manifest’ er eksempler på, at man godt kan skabe dybt personlige film, der fortæller noget universelt vedkommende om død, liv, sorg og skam.
’Desire’
4 stjerner
Anna Eline Friis-Rasmussens ‘Desire’ er den film, der lykkes bedst med at brede perspektivet ud med sin fortælling om at være ung og queer og splittet mellem ønsket om at passe ind og finde sin egen vej og lyst. Filmen følger 21-årige Nico, der udforsker sit begær både alene og sammen med kæresten Ninna. Vi er helt tæt på de nøgne kvinder, både når parret smoocher i sengen eller diskuterer dominans, og når Nico smører sig ind olie og betragter sig selv i spejlet.
Men instruktøren tegner også et bredere portræt af Nico ved at skildre hende i sit øvrige ungdomsliv, når hun for eksempel diskuterer bukser med sin roommate eller porno og signalet ved en korthårsfrisure med sine lesbiske veninder.
’Mira’
2 stjerner
‘Mira’ er instruktøren Ejner Benedict Seidelins hyldest til sin kæreste. Parret har en nyfødt datter og føler sig stadig vaklende i det at være en familie. Hverdagen virker overvældende, og det samme gør ansvaret. Mira gør sig både tanker over sin families fortid, sin datters fremtid og familiens nutid. Parrets forhold er ømt, men også skrøbeligt, for hvordan kan man vide, at den anden ikke forsvinder, når det hele bliver for svært?
Selvom det at få et barn naturligt er en kolossal omvæltning, som mange vil kunne genkende, og selvom parret er sympatisk, formår stoffet i det her tilfælde desværre aldrig at hæve sig over det private og overbevise om, hvorfor man som tilskuer skal inddrages.
’Nu skælver jeg’
2 stjerner
Samme problem lider Marina Vorobyevas selvportræt ‘Nu skælver jeg’ af. Filmen handler om at være mor og mærke sin krop og seksualitet efter fødslen og består af en blanding af videodagbog, voice over, samtaler med en veninde samt søde, men intetsigende hverdagsoptagelser af instruktøren med hendes lille datter. Hun onanerer og taler om sin liderlighed, kropslige spændinger og en sorg, vi ikke får forklaret, mens hun i en voiceover stiller store eksistentielle spørgsmål som »Hvad skal en kvinde gøre? Hvad skal en mor gøre?«
Jeg tror bestemt på værdien i, at kvinder deler deres erfaringer og følelser omkring seksualitet – det private er politisk, som man siger i kvindebevægelsen. Men det er svært at se en retning i Vorobyevas bekendelser, der forbliver private. Til gengæld har filmen en poetisk nerve i både Hanna Marie Biørnstads fotografering, Gabriel Hessérus’ musik og instruktørens voiceover, som er stemningsfuld, men også rigeligt højstemt.
’Refugium’
3 stjerner
Højstemt er i den grad også Jarl Therkelsen Kaldans ‘Refugium’, hvor de to unge veninder Andrea og Zoë er taget i sorgterapi på en herregård. Andrea er i sorg, og Zoë er med som følelsesmæssig fødselshjælper. At det er Andreas lillebror, hun har mistet, gør instruktøren desværre ikke klart fra starten, og derfor har man som tilskuer svært ved at relatere til hendes sorg.
Filmen dyrker en kunstigt opstyltet stil, hvor de to unge kvinder sidder i pænt tøj og markant makeup og smovser artiskokker i hver deres ende af et overdådigt højbord, der i filmens tableauer er som taget ud af et barokmaleri. Andrea fortæller, at hun prøver at sætte rammer for sig selv i sin hverdag for at tage kontrollen tilbage og komme i kontakt med sine følelser. Måske forsøger filmen det samme?
Der ligger en interessant kontrast i at skabe en kunstig ramme og distanceret æstetik til at tale om intime følelser. Men grebet genererer ikke ægthed i filmen. Både venindernes samtaler, månevandsritualer og vinterbadning virker ekstremt stift og iscenesat. Først i en scene, hvor Andrea går ud af billedet og siger, at hun ikke kan mærke noget og ikke kan holde ud at tale om sorgen mere, opstår der et autentisk spontant øjeblik, som rammer én.
’Kraftenlos’
3 stjerner
Søren Brydesens ‘Kraftenlos’ er også en form for iscenesat terapi, denne gang i familieform. Instruktøren har inviteret hele sin familie ind i et tomt tv-studie for at forberede en fest for sin mor, som har været deprimeret, men nu har det bedre. Mens familien pisker flødeskum og puster balloner op, interviewer instruktøren udvalgte medlemmer om morens sygdom. De svarer lidt undvigende og kortfattet, at det har været svært, men at man skal være der for hinanden som familie.
Det er sympatisk, men man bliver ikke meget klogere på hverken depression eller livet som pårørende. På sin egen underspillede måde fortæller filmen dog om, hvor vanskeligt det er at være ude af stand til at hjælpe et menneske, man holder af. At holde en fest med sang, høns og lagkage virker som en lige dele desperat og sød kærlighedserklæring, som moren naturligvis bliver glad og rørt over. Og da instruktøren med en bold og en lampe i et studie ’tænder’ en stor sol for sin mor, bliver man også som tilskuer rørt over instruktørens fine forsøg på at opmuntre og anerkende hende.
’En film, der måske handler om fremtiden’
4 stjerner
Josefine Exners ‘En film, der måske handler om fremtiden’ skiller sig ud som årgangens mest humoristiske og formalistisk legesyge. Selvom den ikke ligefrem har noget originalt at sige om sit emne, parforholdet, føles den derfor alligevel som et friskt pust.
Med et antropologisk og finurligt blik, der bringer mindelser om Max Kestner og Jørgen Leth, præsenterer filmens voiceover til en sort-hvid billedside et ungt par, der er ved at flytte sammen og bærer en seng op i lejligheden. Hun tror på skæbnen, får vi at vide. Det gør han ikke. Og sådan præsenterer filmen fra skiftevis kvinden og mandens synsvinkel parrets første møde, udviklingen af deres forhold under corona lockdown, deres forskellige syn på kærlighed og forholdet til deres ejendele og hjemmet – og dermed også det sårbare ved at flytte sammen og frygten for, at det ikke går.
Det er skægt og bittersødt, indtil instruktøren bryder formen for at vende kameraet mod sig selv.