’Hvis du vidste’
5 stjerner
Instruktør og manuskript: Nicolai G.H. Johansen
’Hvis du vidste’ dykker ned i generation angst og smerte med en tidstypisk alvor. Leonora har mistet sin kæreste, Niklas, efter en traumatisk begivenhed, hvor en psykisk lidelse kaprede hendes kontrolrum og fik hende til at gøre ham ondt.
Vi følger hendes kamp for at genvinde kontrollen og slippe mindet om kæresten, men da en ny pige pludselig dukker op på hans profilbillede, hamres den skrøbelige balance til murbrokker.
Instruktør og manusforfatter Nicolai G.H. Johansen levendegør tankemylderet, så man føler det i kroppen. Københavns trafik virker djævelsk infernalsk, og kameraet slører alt andet end Leonora for at fange den totale isolation i det københavnske menneskemylder.
Så langt kommer man ind i hovedet på Leonora, at selv hendes møde med en flok gamle klassekammerater er nervepirrende som en spændingsfilm.
’Hvis du vidste’ undgår at svælge i de angstramte unges kvaler, måske fordi den tilbageholder så mange informationer og lader alvoren løfte sig i rørende åbninger af lys og leg.
Det sidste sker i mødet mellem Leonora og den spontane Andreas-Peter, der engang spærrede sig inde på et værelse, bevæbnet med græsk yoghurt og Cruesli, men nu er kommet så langt, at han kan vise overskud og fordrive tusmørket i Leonoras verden, om ikke andet momentant.
Det viser sig i en dejlig scene, hvor han imiterer Bruce Wayne fra ’Batman Begins’ og forsøger at stå på hovedet på en yogamåtte.
Mathilde Arcel Fock og Mathias Rahbæk leverer kraftpræstationer i de to hovedroller, den ene lader de voldsomme psykiske reaktioner forplante sig i kroppen, så man tror på dem, den anden formår at inkarnere en spontan spasmager og samtidig antyde et mørke under den lette latter.
De er grundpillerne i et drama, der sætter sig i både krop og sind.
’Dommerens arv’
2 stjerner
Instruktør og manuskript: Josefine Bonde
Titlens dommer fremstår fra starten som et postulat. Hun ryster foran kameraet i et interview om sin nye selvbiografi og mister helt tråden som følge af et halvkritisk spørgsmål.
Det kan godt være, at hendes bog, der genfortæller hendes sociale raketrejse fra forældreløst barn til succesfuld dommer – »retfærdighedens vogter«, som sladderspalterne har døbt hende – er en halv sandhed, men hendes komplette mangel på kontrol virker søgt.
Det bliver ikke bedre, da hun efter nyheden om sin mors død konfronteres med sin fortid og besøger det barndomshjem, hun ellers har påstået, at hun ikke har haft.
Kameraet lusker rundt i det faldefærdige hul til lyden af horror-hvisken på lydsporet, mens en snavset kvinde aer en høne på jorden, inden hun slagter den, tilbereder den over bålet og gumler på dens knogler.
Virkemidlerne er for overdrevne, og dialogen er for teatralsk, selv for en kortfilm, der vægter billedsprog over realisme og konstant slører grænsen mellem virkelighed og drøm.
Det hele kulminerer i en forvirrende slutning, der selv ved gensyn efterlader mig med en del basale spørgsmål – og ikke de gode af slagsen.
’Prolog’
3 stjerner
Instruktør og manuskript: Sofie Krogh Grud
’Prolog’ er en temmelig svær kortfilm at anmelde. For det er ikke rigtig en kortfilm. Det er snarere en scene eller et udklip fra en spillefilm.
Præmissen er helt enkel: Et kunstnerpar diskuterer deres karriere og fremtid over en middag og et glas vin. Vil de fortsætte med at forfølge drømmen om at slå igennem som henholdsvis skuespiller (kvinden) og musiker (manden), eller er tiden inde til at affinde sig med voksenlivets gængse bestanddele og stifte familie?
Line Nørholt og Jakob Åkerlind spiller fint, og kortfilmen har trods sin trange setting en lækker, tilbageskuende vibe med grynede, farvemættede billeder og silkesmooth jazz på lydsporet.
Til gengæld byder ’Prolog’ ikke på ret mange originale tanker. Konflikten mellem prekære kunstnerdrømme og stabilt familieliv er banalt serveret, med kvinden som fornuftens stemme, der udfordrer ungdommens aspirationer, og manden som den fri fugl, der hellere vil spille koncerter om aftenen end at skifte bleer.
Et twist leveres fint og subtilt i de døende minutter, men det er ikke nok til at overbevise om, at der gemmer sig en større, vedkommende fortælling under dette brudstykke af et kammerspil.