’Efterskolen’: DR-serie om efterskoleelever er for nostalgisk – indtil pandemien rammer
Det gør så ondt at se en hel efterskole blive sendt hjem til deres barndomsværelser i fjerde afsnit af Thora Lorentzens serie ’Efterskolen’.
Indtil da har vi kigget over skuldrene på 120 elever på årgang 2019-2020 på Klejtrup Musikefterskole. Midt i det bedste år i deres liv og udsigt til en uforglemmelig rejse til Cuba sætter en global pandemi oplevelsen på hold. Den unikke tryghed, omsorg og kærlighed, de fik af at bo med deres venner i et velvilligt fællesskab væk fra familie, hjembyen og normalen, blev pludseligt revet fra dem.
De ligger i deres senge dagen lang og keder sig. Flere af dem græder, da de hører Mette F. forlænge restriktionerne til 10. maj og har udsigt til endnu en måneds skole og kreativt linjefag på en træt Zoom-forbindelse.
Jeg forstår dem så godt – og det er der nok mange, der selv har gået på efterskole, der også vil gøre. Det er for mange unge i 9. og 10. klasse et tiltrængt frirum, et parallelunivers hvor fællesskabet står over alt, og hvor åben scene og musical er årets vildeste fest. At få afbrudt den lykkerus, er der ingen, der fortjener.
Instruktør Thora Lorentzen har selv gået på musikefterskole og beskriver det også som et skelsættende år. Og det er med de briller på, hun har lavet dette seks afsnit lange kærlighedsbrev til efterskolelivet med dets op- og nedture, kærestesorger og sociale kvaler.
For inden covid-19 infiltrerer musikefterskolen i Hobro, er der spænding i luften. Et kuld dugfriske elever ankommer en sommerdag for at tage det første skridt ind i en ny tilværelse. Nogle gør det for at udfordre sig selv, andre for at få en frisk start, og nogle for at komme væk fra en svær tilværelse derhjemme.
Særligt følger Lorentzen den færøske Sanna, hjerteknuste Marius, ukuelige Sofus og smaskforelskede Samuel. Og så er der dem, der har det sværere i livet som Sofie Marie og Jarl, der kæmper med henholdsvis et utrygt hjem og farligt tankemylder, og den svagtseende Nikolaj, for hvem afstandskravene bliver særligt udfordrende.
’Efterskolen’ giver en fin smagsprøve på de kreative efterskolers naturlove som fællesdans og -massage, åben scene og stilletime, fællessang og trivselssamtaler. For de uindviede kan det virke som en by i Rusland, men det åbner helt sikkert op for det unikke rum, som Danmarks 241 efterskoler hvert år skaber for deres elever.
Men som ungdomsportræt og formidler af efterskolerusen er serien også ret stillestående. Det friske, ustoppelige og sorgløse føles langt væk i Lorentzens statiske og poetiske portræt.
Man fornemmer tydeligt, at det er den voksne nostalgiker, der beskuer ungdommen med idéen om, at The Minds of 99’s ’Hurtige hænder’ formidler en generation, bedre end lyden af de unges jubel og dans kan i sig selv. ’Hurtigt hænder’, som spilles mange, mange (!) gange i løbet af serien, akkompagneres af andre ekstremt følende og nærmest forceret reflekterende sangvalg. Lorentzen har spottet nogle skønne elever, men i dette sentimentale filter virker de vemodige under hele oplevelsen.
For et år, der går så hurtigt, er så flygtigt, fuld af glædesstunder og øjenåbnende livserfaringer, er det, som om ’Efterskolen’ kun fortæller om sorgen ved at miste det hele igen. Særligt meget fylder kærestesorger og ulykkelig kærlighed, men efterskolen er mere end et romantisk drama – det kan være en actionkomedie af natterend, en buddy-film om ubrydelige venskaber eller en krimi om, hvem der bliver ved med at stjæle dynen fra værelse 2.
Så da coronaen rammer, skærer det ikke bare i hjertet for den ungdom, der rinder ud, men det gør faktisk serien mere interessant. Nostalgien forsvinder, og eleverne repræsenterer nu følelserne selv. Pludselig kan man mærke den.
Kort sagt:
’Efterskolen’ er et kærligt kig på en unik ungdomsoplevelse, men et nostalgisk blik trækker følelsen af nuet ud af generationsportrættet.
Anmeldt på baggrund af alle afsnit.