’Guru’: Simon Kvamm triumferer med sin overraskende mørke DR-serie
Man skal bare et par sekunder ind i Andreas Mertz’ første seminar i ’Guru’, før man ved, at Simon Kvamm har skabt en suveræn karakter.
Han står i et konferencerum med udsigt til Silkerborg IF’s hjemmebane og skoser sin fødeby for at være sovset ind i magelighed. Han beder tilhørerne om at beskrive et par maskotter: FC Midtjyllands Lupus, en bidsk ulv, »der tager, hvad den vil ha’«, og Silkeborgs Theis, en »hyggelig og sjov« odder.
Det er problemet, siger Mertz med odderkostumet i hænderne. I Herning har folk ambitioner, mod og virkelyst, i Silkeborg er folk uambitiøse og tilbagelænede. Der er ulve, og der er oddere, og derfor spiller FC Midtjylland i Champions League, mens Silkeborg roder rundt i 1. division.
Som enhver selvhjælpsguru har Mertz en simpel løsning, igen lånt fra fodbolden: Silkeborggenserne skal lære at tage bolden og gå selv!
Det er et nik til Svend Brinkmanns antiselvhjælpstrilogi, der startede med ’Stå fast’ og sluttede med ’Gå glip’, et kontrastød mod tidens imperativ om konstant selvudvikling.
Simon Kvamms ærinde er det samme i DR-miniserien ’Guru’, som Brinkmann endda har været med til at skabe, men der er ikke tale om en simpel filmatisering af psykologens trebindsværk.
Hvor Brinkmanns bøger er en næsten lindrende modgift til det moderne livs krav og kaos, dvæler ’Guru’ i højere grad ved mørket og smerten.
Andreas Mertz er en tragisk figur. Han kalder sig life coach og indretter alt i sit liv, så det skriger succes til hans omgivelser. Han bor højt oppe i Papirtårnet i Silkeborg, åbner konsekvent champagne, når hans forlægger har gode nyheder, og når han er på lokal-tv, stirrer han ud over Gudenåen og anstrenger sig for at ligne manden med alle svarene.
Men skraber man i fernissen, finder man en brønd af usikkerhed, angst, skyldfølelse og ensomhed.
Han er rejst fra København til sin fødeby Silkeborg for at luge ud i middelmådigheden og få borgerne til at forløse deres potentiale, men hans filosofi er et udtryk for præcis den individualiserede præstationskultur, der martrer moderne sjæle.
Det er tydeligt, når han forsøger at guide barndomsvennen Ralf (Brian Lykke) væk fra konen og børnene og mod et point of disruption.
Men det er også tydeligt hos ham selv, når han konstant forsøger at gemme sine fejl og utilstrækkeligheder bag en facade af kontrol og overskud. Problemet er indlysende: Hvis man selv er herre over sin skæbne, bare kan tage bolden og »gå selv!«, så er man også ansvarlig, hvis man ikke opnår det, man ønsker.
»Just do it«, »create you future«! Andreas Mertz råber flosklerne til sig selv og alle i sin nærhed, men det er alt sammen lettere sagt end gjort.
Bare spørg de unge mennesker, der finder ud af, at de ikke bare kan blive, hvad de vil, sådan som de ellers er blevet fortalt. Og medarbejdere på arbejdspladser, der ikke tør at kritisere åndssvage ledelsesbeslutninger, fordi det er op til dem selv at være omstillingsparate.
’Guru’ er en fremragende miniserie, fordi Simon Kvamm omsætter analysen til brillant situationskomik.
En genfødselsøvelse er særligt kostelig: Andreas Mertz beder sine kursister om at forcere en kravletunnel – »fødekanalen« – så de symbolsk kan genfødes som mennesker med modet til at gå selv. Da han vil demonstrere øvelsen, får han klaustrofobi halvvejs i tunnelen og går i panik. Han åbenbarer sin sårbarhed, koldsveden pibler af ham, men han forsøger straks at grine og genetablere kontrollen:
»Nogle gange går det vildt for sig, men sådan er det jo også med … ja, hvad hedder det nu … de der livsændrende oplevelser i livet … «, prøver han.
Kvamm, der fik sit gennembrud på tv med ’Rockerne’ og især ’Drengene fra Angora’, har satirikerens sans for overdrevet, og ligesom de fleste ’Angora’-karakterer var støbt på et fundament af trøstesløst mørke, er han heller ikke her bange for at tage fat, hvor det gør ondt.
Det er tilfældet i baghistorien om den drikfældige Bette-Jan, som Andreas Mertz har været med til at mobbe mod en tragisk skæbne, og det er tilfældet i seriens voldsomme slutning.
Også birollerne er fortrinlige: Frederik Cilius har en fest som Mertz’ egen coach med sønderjysk dialekt og et arsenal af absurde selvudviklingsøvelser, Kasper Nielsens leflende forlagsdirektør er kulørt som en Angora-karakter uden at stikke for meget ud, og Brian Lykke står for den hjertevarme, som serien ellers ville mangle.
Det er dog Kvamms evne til skånselsløst at indfange og spidde den moderne selvudviklingsideologi, der løfter ’Guru’ til en serie, som ikke kun underholder, men også gør ondt.
Kort sagt:
Simon Kvamm triumferer med ’Guru’, en morsom og overraskende mørk komedieserie om tidens trang til selvudvikling.