Simon Kvamm står bag DR-serie om selvblind lifecoach: »Jeg kan godt genkende ensomhedsfornemmelsen«

Halvandet årti efter ’Drengene fra Angora’ er Simon Kvamm tilbage på DR med komedieserien ’Guru’, der ganske vist er sjov, men også kommenterer et dystert og tragisk træk ved vores tid. Inspirationen har han blandt andet fundet hos en Netflix-populariseret amerikansk guru, men han har også trukket på sine egne oplevelser hos psykolog siden tiden omkring sit store gennembrud: »Jeg havde nok brug for at få at vide: ’Så speciel er du heller ikke’«.
Simon Kvamm står bag DR-serie om selvblind lifecoach: »Jeg kan godt genkende ensomhedsfornemmelsen«
'Guru'. (Foto: The Bunch)
STREAMING TOGETHER

»Jeg synes, det er helt crazy, at jeg kommer til at se, at det er sådan en lampe der, som er med i afsnit 1«. 

Simon Kvamm peger op i loftet i kontorlokalet på Soundvenue. Ordene vælter overrasket ud af ham indpakket i syngende silkeborgensisk dialekt. I tre stålwirer lidt over hans hoved hænger en LED-pendellampe og lyser rummet op. 

Simon Kvamm er aktuel med Danmarks Radios nye komedieserie ‘Guru’, i hvilken han spiller hovedrollen som den vandkæmmede Andreas Mertz, der vender tilbage til sin barndomsby Silkeborg for af være lifecoach.

Bevæbnet med mantraer som Perception Is Reality, Just Do It, Problems Are Gifts, Clean Your Past, Create Your Future og coachingprogrammet Gå selv vil han give silkeborgenserne mod til at tage skæbnen i egen hånd, og ikke mindst tage kampen op for at få den lokale fodboldmaskot, Odderen Theis, skiftet ud med et farligere dyr, der kan bide skeer med Ulven Lupus fra FC Midtjylland.

Serien foregår i Simon Kvamms fødeby Silkeborg, hvor den også er optaget. Her møder Andreas Mertz sin gamle ven Ralf, der bliver spillet af en anden silkeborgenser, skuespilleren Brian Lykke. Øvrige medvirkende i serien er Frederik Cilius og Kirsten Lehfeldt.

‘Guru’. (Foto: The Bunch)

Med lidt fantasi leder lampen i loftet på Soundvenue tankerne hen på en glorie. Det ’crazy’ sammentræf er, at den til forveksling ligner den lampe, som Andreas Mertz’ egen guru (Cilius) trækker ned over ham under en privat coachseance som en del af programpunktet ‘Ensomhedens glorie’ i afsnit 1, mens Mertz opfordret synger Sebastians sang ‘Du er ikke alene’ med guruens omskrevne tekst: »Jeg er altid alene, der er ingen, der følger mig«.

Kort forinden har guruen med sit hypnotiske, stålsatte blik messet: »Du er et ensomt menneske. Du bliver født alene, du lever alene, du dør alene, du er alene«. Mertz lapper ukritisk alle guruens budskaber og øvelser i sig og stjæler dem med næb og klør for senere at gentage dem over for sine egne kursister.   

Ud over at spille hovedrollen er Simon Kvamm også idémanden bag ‘Guru’, som han har skabt sammen med sin hustry, journalist Stine Ellerbæk, og sin ven, psykologiprofessor Svend Brinkmann. Seriens soundtrack leveres af Kvamms eget band Hugorm. Stilmæssigt har ambitionen for Kvamm især været at skabe en tragikomisk klangbund og at improvisere de enkelte scener og situationer så meget frem, at tonen og spillet i serien blev så levende og naturalistisk som muligt.

»Scenen med lampen kom sig af, at vi lavede den et sted, hvor jeg så den glorie og tænkte: Hvad hvis Andreas Mertz’ guru havde et programpunkt, der hed, at alle har en glorie af ensomhed, en Halo of solitude, omkring sig? Og så blev det handlingen i afsnit 1, så den lampe giver al mening til det her interview«, begynder Kvamm, da han har sat sig til rette i loungestolen for at tale om sit seneste karrieretræk.

Savner autoriteter

Han har bikset og bakset med projektet siden 2013, fortæller han, fordi han længe har ønsket at lave noget, der både har det dumme og hverdagskomiske i sig, men som samtidig har en seriøs understrøm, der kommenterer noget, som er »fucked i vores tid«. 

»Ligesom alle mulige andre bliver jeg som person påvirket af, hvordan man prioriterer i den tid, vi lever i nu. Det har længe ligget mig på sinde at gribe fat i selvudvikling. Denne her tanke om, at man kan lave sig om og blive til den, man gerne vil være og den bedste udgave af sig selv. Der er noget virkelig komisk over, at man taler sådan om det, og at man tror, man kan det, og samtidig er der noget enormt dystert og tragisk over det«.

»Denne her karakter, Andreas Mertz, er på én gang fuldstændig lost i sit eget liv og søger med lys og lygte hos sin guru efter regler for, hvordan man kan leve. Han sluger alt råt og får det så bearbejdet om i en eller anden form for program, som han tænker, man kan leve sit liv efter. Han er jo ikke irriterende for at være det. Han tror på, at det er sådan, man skal gøre for at finde sig selv og lykken«. 

‘Guru’. (Foto: The Bunch)

»I serien er der forskellige seminarscener med nogle statister, og det sjove var, at der var en fornemmelse af, at de statister godt kunne se en pointe i det, da Andreas Mertz kom og fortalte dem, at det er vigtigt at lægge mærke til, hvornår der er Point of Disruption i ens liv, for derfra kan man finde Point of Growth og så vækste lige så meget som de første 18 år af ens liv. Og det er ikke, fordi de mennesker er dumme. Det er, fordi vi fucking hører sådan noget hele tiden, og man kan jo slet ikke finde rundt i, hvad der er gibberish, og hvad der er sandt. Der er så mange råd og citater, som man kan printe ud fra google og hænge op«. 

Hvad er det tragiske ved udviklingen?

»Det tragiske er, at hele ansvaret er skubbet over på den enkelte. Ansvaret for at finde ud af, hvad han skal med sit liv, ligger 100 procent på Andreas. Det er det, der bliver prædiket inde hos hans guru og hos så mange af den slags moderne prædikanter. Der bliver talt om – i en opløftet konstruktiv stemning – at det hele er op til dig selv. Hvis du bare tager fat om dit liv, kan du blive hvad som helst. Men det har den tragiske skyggeside, at hvis du ikke bliver til hvad som helst, er det, fordi du ikke tager dig sammen og ikke har gjort det godt nok«. 

Det er en evig pisk?

»Det er en evig pisk. Jeg kan selv savne autoriteter og institutioner, og det synes jeg også, jeg kan mærke, at mange leder efter i tiden. Om det er kirken, kongehuset eller fodboldlandsholdet, så vil man gerne et sted hen, hvor man er en del af noget større, hvor man ikke står med det hele selv, og hvor der er nogen, der siger til en: Du kan ikke blive alt. Du kan blive lykkelig, og du kan opnå alt muligt alligevel, men du kan ikke blive alt, du kan ikke blive en anden«.

Er det tragiske ved det også, at coaching og selvudvikling bliver et redskab til at dække sig ind i stedet for at få åbnet op og mærket efter og se sig selv i øjnene?

»Ja, det bliver jo et redskab til at se sig selv som en robot. Der er flere strømninger inden for den verden, der taler om, at det handler om at programmere sig selv. NLP (neurolingvistisk programmering) taler blandt andet om, at man kan programmere sit sind til at gøre bestemte ting og reagere på bestemte måder overfor, hvad der sker i ens liv. Men det er meget vigtigt for mig at sige, at jeg ikke prøver at slå nogen i hovedet, der går ind i coaching, fordi jeg selv er sådan en, der godt kan lede efter svar og formler, men også fordi jeg synes, der er noget smukt i, at mennesker er søgende«. 

Inspireret af amerikansk guru

Er serien også en kommentar til perfekthedskulturen?

»Jeg vil nok nærmere sige, at det er en kommentar til performancekulturen. Det handler om at præstere, og det gør det ikke bare på sportsbanen, hvor coaching-begrebet på en eller anden måde også kommer fra. Det er også flydt ind i erhvervslivet og arbejdslivet, og det kan muligvis også have sin berettigelse, men når det også flyder ind i livet, hvor man skal optimere sin præstation, vækker det nogle alarmklokker i mig«.

»Når man har hørt om perfekthedskulturen, kan jeg godt få den fornemmelse, at der er nogle mennesker, der taler om det at fejle som noget positivt, fordi det skal føre til noget. Det er vigtigt at fejle, så vi kan komme hen til ikke at fejle. Vi kan ikke bare fejle«.

Man kender jo godt Andreas Mertz-typen, hvis man eksempelvis har set programmer om scorekurser, hvor folk er klar til at ændre alt ved sig selv, hvis der er nogen, der fortæller dem, at det er det, de skal gøre

»Ja, og så er det spændende tankeeksperiment, hvad der sker, hvis sådan et menneske selv får en taburet at stille sig op på for at forklare andre, hvordan de skal leve«.

Hvor meget erfaring har du selv med coaching eller lignende?

»Jeg har selv gået en del til psykolog, så selve situationen med at sætte sig i en stol over for et andet menneske og arbejde med sig selv kender jeg godt. Jeg har mest gjort det i sammenhæng med fagpersoner, der kan deres kram, og som er meget bevidste om, hvad der kan ske i et menneskes liv, når man har oplevet noget, som man bliver nødt til at få bearbejdet, men jeg har ikke gået til coach som sådan«.

‘Guru’. (Foto: The Bunch)

»Der har jeg mere researchet meget grundigt og set alt muligt, for der er jo mange, der har et fuldgodt coachvirke online. Og så har jeg især været meget inspireret af amerikanske Tony Robbins, som er en af de største livecoaches i USA. Det er hans catchfrases – for eksempel »succes is buried on the other side of rejection« – som Andreas Mertz og hans guru bruger«.

Hvorfor lige ham?

»Fordi han er personificeringen af den måde at gå til livet på. Han holder sådan nogle intense selvrealiseringskurser, hvor folk betaler usandsynligt mange penge for at komme med, og så render 3-4000 mennesker rundt på et konferencecenter i Florida et eller andet sted og hører ham tale. Kurset hedder ‘Date With Destiny’. Folk går ind ad døren og har nærmest allerede besluttet sig for at ændre deres liv, og så gør de det ud fra hans råd«.

»Der findes en Netflix-dokumentar, ‘I Am Not Your Guru’, om ham, hvor Tony Robbins overtaler en kvinde til at ringe til sin mand og sige, at hun forlader ham, og den valgte vi at kopiere for at vise, hvor stor en magt det har fået, og hvor meget udover kanten det kører«. 

Nu har jeg tørret bordet nok af

Hvorfor har du selv haft behov for at opsøge en psykolog?

»Helt oprindeligt var det faktisk for at få lidt hjælp til at forholde mig til at blive så voldsomt eksponeret, som jeg blev i starten af min karriere med Drengene fra Angora og Nephew, som brød igennem lydmuren på nogenlunde samme tid. Jeg havde nok brug for at få at vide: Så speciel er du heller ikke«. 

Var det opmærksomheden, som gjorde, at du havde brug for det, eller var det noget inde i dig selv?

»Det resonerer jo med hinanden. En ting er, hvorvidt opmærksomheden kan være behagelig eller ubehagelig, noget andet er, hvis man bliver vant til det, så kan det også føles mærkeligt, at det ikke er der. Så kan det næsten være svært at være alene: Hvorfor faen er der ikke nogen, der kigger nu? Det kunne ellers være rart, hvis der lige var nogen, der kiggede«.

»Man bliver meget redaktør for sig selv, hvilket jeg stadig bøvler med, og som mange andre også bøvler med, fordi alle har fået en Instagram-konto. Man tænker i billeder udefra frem for at opleve det indefra. Det er en måde at ryge ud af sig selv på og blive en figur i sit eget liv. Her mange år senere har vi jo alle sammen en tendens til at blive en figur, fordi vi kører et magasin hele tiden på vores eget fjæs«. 

Hvilke af Andreas Mertz’ karaktertræk kan du spejle dig i? 

»Dels er det en eller anden form for trang til at udforske noget nyt, grænsende til noget rastløst. Men jeg har helt klart også selv trangen til orden og kontrol. Hos Andreas Mertz får den jo frit spil, fordi han bor alene i Papirtårnet (eksklusivt nybygget boligbyggeri i Silkeborg, red.) i en helt og aldeles ny lejlighed«.

‘Guru’. (Foto: The Bunch)

»Der er en mellemscene, hvor han står og tørrer bordet af, selvom der ikke er noget at tørre af. Trangen til at tørre ting af har jeg selv i mig, men jeg lever så et liv, hvor jeg har fået to børn og har mennesker omkring mig, som hele tiden skubber til den trang, og jeg kan også godt selv mærke: Okay, nu har jeg tørret bordet nok af. Det mærker Andreas Mertz aldrig. Han vil også meget gerne kontrollere andre. Jeg kan selv have fligen af det, men jeg er også meget obs på, at man ikke kan blive meget svigtet og skuffet, hvis livet ikke gør, som man har aftalt«. 

Hvor meget kan du genkende det med at skabe nye fortællinger om sig selv, for du har jo også skiftet ham en del gange, og der er også et stort performanceelement i den levevej, du har valgt?

»Jeg har aldrig tænkt, at jeg var sådan en, der gerne ville genstarte eller skifte ham, men jeg kan jo godt konstatere, efter at have levet af ting og sager i denne her branche i 15-16 år, at det er det, jeg har gjort en gang imellem, så jeg er bevidst om det. Men det er meget et udtryk for, at jeg altid orienterer mig efter en eller anden form for mavefornemmelse omkring, hvor der er noget spændende at gå i retning af, og hvor jeg føler en form for nødvendighed for at lave noget. Det er ikke så rent et image, men det har jeg fundet fred med for flere år siden, for der er for mange ting, jeg har lyst til«. 

Provinsbyer er ikke bonderøvslivet

Hvorfor er ensomhed blevet et af temaerne i serien?

»Ensomhed er en uløselig del af det her med at søge, for når man taler om at søge, er det jo en jagt på at føle sig forbundet med verden og andre mennesker. Det er en måde, hvorpå man kan få modbevist, at man er ensom. Vi vil alle sammen gerne nå hen til at føle os forbundet, men i vores tid får vi kun redskaber til at gå alene. I dag er der også et underligt lighedstegn imellem at føle sig forbundet og at blive anerkendt. Det er ved den der ‘thumbs up’ eller hjerterne på de sociale medier, at vi føler forbindelsen til verden, men det er jo fattigt, hvis det er det eneste sted, man føler den forbindelse«. 

Kan du genkende behovet for anerkendelse?

»Jeg kan godt genkende ensomhedsfornemmelsen, men jeg har selv fået så meget anerkendelse, at jeg godt ved, at det ikke giver nogen følelse af forbindelse, men at det kun fører til endnu mere ensomhed. Det er en følelse af ophøjelse, men det er også en følelse af at stå udenfor. Det kan godt være eksotisk og lækkert, men det giver ikke en forbindelse til andre mennesker, at man kommer gående ind i en flok, og så spredes vandene«. 

Hvilke oplevelser har du selv med i bagagen som den kendte københavnersnude, der vender hjem til Jylland?

»Andreas Mertz synes jo, han har mere ret i alt muligt, end dem der altid har boet i Silkeborg. Brian Lykke og jeg har lavet et utal af impro-sessions med vores to karakterer, der diskuterer økologi og elbiler og sådan noget, og min karakter føler sig virkelig hævet over ham og skal hele tiden referere til, hvad man gør i Berlin. Det kan jeg godt genkende fra mig selv, men jeg er ikke en af dem, der flyttede fra Silkeborg, fordi byen var for lille for mig«.

»Jeg holder meget af Silkeborg og kommer der stadig en del, og da jeg boede i Thy i fire år, stoppede jeg også med at være en spændende gæst fra København og blev bare en del af landsbyen. Så jeg kender det fra begge sider, og der er noget enormt morsomt over mødet mellem dem, der kommer og føler, de har meget mere ret til at udtale sig om ting og sager, mens andre har trang til at forsvare ikke at kende til andet. 

‘Guru’. (Foto: The Bunch)

Serien er filmet i Silkeborg, men der er også en vigtig pointe i, at det ikke fylder mere, end det gør, for jeg synes tit, at man i dansk film og tv automatisk går ud fra, at det foregår i København, og hvis det er i provinsen, skal det faktum fylde enormt meget. To tredjedele del af befolkningen bor i store provinsbyer, som ikke er København, men det er heller ikke bonderøvslivet. Der er stadig masser af flat whites og samme søgning efter mening og forbindelse«. 

Hvordan har du selv udviklet dig, siden du lavede Drengene fra Angora, eftersom du har valgt at kaste dig over denne her form for komik nu?

»For mig er det et meget naturligt skridt videre fra Drengene fra Angora at lave det her, som er tættere på mig selv og min egen virkelighed. Det ville være mærkeligt at lave noget, der var ligesom Drengene fra Angora, og det var også noget, der hørte den tid til i mit liv. Det var en form for eksplosion af energi og spillelyst og figurer og parykker. Jeg har taget noget af spillestilen med mig, for ligesom i cykelholdet (Drengene fra Angoras mockumentary ‘Team Easy On’, red.) spiller vi scenerne lidt improviseret, men så har jeg sat det ind i en fortælling, som bærer på et budskab. Det synes jeg ikke, jeg har haft ret til som yngre, men det har jeg nu, fordi jeg har fået noget livserfaring. Ganske enkelt«. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af