Simon Kvamms grimme sideprojekt Hugorm har for alvor fundet sin form med legesygt debutalbum
Da jeg anmeldte Hugorms debut-ep tidligere i år, kaldte jeg udgivelsen det mest spændende, Simon Kvamm havde rørt siden ‘USADSB’.
Jeg sagde dog også, at det var en ualmindeligt ujævn lytteoplevelse, der med de mange soniske risici, Hugorm var villige til at løbe, nærmest var forudbestemt til at falde på halen en pæn håndfuld gange.
På debutalbummet ‘Kom vi flygter’ har trioen raffineret og finpudset det lovende (men sjældent videre veleksekverede) udtryk, de præsenterede på ep’en. Det er stadig hårdt, grimt og beskidt. Metalliske guitarer står atter side om side med hiphoppede produktionsvalg, og på albummets bedste nummer, ‘Der er sket noget’, får vi endda en hårdtslående gæsteoptræden fra Benjamin Hav, hvis flow står eminent til denne let 90’er-nostalgiske hardrocklyd.
Men Hugorm har undgået mange af de fælder, ep’en faldt i. Tag for eksempel de mange forvrængende vokaleffekter, der dominerede ep’en i sådan en grad, at nogle numre lød decideret fjollede. De er her stadig (jeg mistænker, at Hugorm for længst har besluttet, at det er en vigtig del af gruppens dna), men nu høres de primært i korte sekvenser, oftest i backingvokalerne.
Det er til tider ret effektivt – blandt andet synes jeg, at sammensætningen mellem den unaturligt dybe stemme på ‘Kong Alkohol’ og den hastigt hurtigere rytmesektion fungerer fremragende til at indfange følelsen af at være så beruset, at man knap kan gå, men alligevel insisterer på at få endnu en drink. Men selv når jeg ikke er fan af vokaleffekterne – såsom det gentagne »oh boy« på ‘Træmand’ – så fylder de ikke så meget i lydbilledet, at de forhindrer mig i at nyde den ellers ganske fine sang.
Nu hvor Hugorm har forfinet deres soniske univers, er deres sangskrivning også markant mere tilfredsstillende. ‘Charles’ kører i lange stille passager, før trommerne så småt varsler, at det er tid til, at hele bandet skal gå amok – og i lyset af denne dialektik bliver det blot mere effektivt, når Kvamm synger om, at »det er sådan jeg er«.
‘Pottemanden’ er en kæk satire over leverpostejsfarvet dansk middelklassekultur. Ikke alene er teksten virkelig morsom (hvem kan stå for »klap jeres pølser / jeres pølser I klapper«), men sangen har også en virkelig cool lyd, der bliver båret af et loopy, småhypnotiserende riff, der bygger op til nogle eksplosive momenter, hvor der ikke lægges skjul på projektets altmetal-inspiration.
Det er fedt atter at høre Simon Kvamm på sange, der har kant, men som også føles gennemtænkte og velbearbejdede.
Jovist, der er stadig nogle skønhedsfejl – lyrikken på ‘Kigger Væk’ kan virke lidt anonym, hooket på ‘Pottemanden’ rammer ikke nær så hårdt som versene, og Kvamms vokal på titelnummeret er ikke nær så skrøbelig, som sangskrivningen lægger op til. Men overordnet har projektet absolut fundet sin form.
Kort sagt:
Simon Kvamms sideprojekt Hugorm albumdebuterer med grim rockmusik, der trækker på elementer fra både hiphop og metal. Bandet har mere nerve, mere legesyge og nu også stærkere sangskrivning end Nephew har haft i mange år.