Hugorm, Simon Kvamms grimme nye projekt, er det mest spændende, han har rørt siden ‘USADSB’

3 6
Hugorm, Simon Kvamms grimme nye projekt, er det mest spændende, han har rørt siden ‘USADSB’
Hugorm. (Foto: Jes Larsen)

I årevis har jeg haft som fast praksis, når Roskilde Festival annoncerer nye navne, at lytte til mindst en håndfuld sange af hver kunstner. Da de i oktober annoncerede et dengang totalt ukendt band ved navn Hugorm, var jeg dog totalt ude af stand til at gøre det, jeg ellers altid gør. Uden for Roskilde-plakaten var det noget nær umuligt at opstøve noget bevis for, at bandet så meget som eksisterede.

En lille uge senere spillede Hugorm så en debutoptræden på Hotel Cecil, hvor det viste sig, at det var et nyt projekt fra selveste Simon Kvamm. Jeg var ikke selv til koncerten, men efter at have søgt på nettet efter håndholdte videooptagelser fra koncerten med dårlig lydkvalitet stod én ting klart (som stadig gør sig gældende, nu hvor jeg har hørt debut-ep’en ‘Folk skal bare holde deres kæft’): Hugorm er det mest spændende, Kvamm har rørt i mange år.

Der er tung bas, bragende trommer, fyldige synthesizers, metalliske guitarfigurer og masser af autotune i et melankolsk, dystert og ikke mindst arrigt univers. Det er en virkelig sær lille cocktail, som gruppen på tværs af seks tracks får hevet i en del forskellige retninger, samtidig med at de skaber en samlende identitet.

Men ‘spændende’ og ‘godt’ er ikke nødvendigvis kvaliteter, der går hånd i hånd. Det mindst spændende nummer på ep’en, ‘Mere Tape’, er nok det eneste, hvor der ikke er noget åbenlyst i vejen. Det kunne lige så godt have optrådt på det seneste Nephew-album, hvor til gengæld med mil ville være det bedste track, da man kan mærke uforfalsket angst over den moderne verdens tilværelse.

Resten af ep’en er grim. Det er en lyd, der vil være polariserende blandt Nephews fanskare. Og selv om jeg elsker meget grim musik, må jeg anerkende, at Hugorms rodede blanding af hiphop, grunge og triphop ikke altid behager.

Foruden autotune bruger Hugorm en vokaleffekt, der lyder som en af de karikerede stemmer, Pharfar jævnligt påtog sig i Bikstoks storhedstid, og numrene ender med at være mere fjollede, end hvad godt er. Simon Kvamm alle dage været bedst, når han har formået at balancere det fjollede og det alvorlige. Men det mere gakkede er allerede flot til stede i tekstuniverset – omkvædet til ‘iLort’ er eksempelvis en klar reference til Malk De Koijns ‘Lortesangen’, mens versene flot beskriver, hvordan Kvamms hverdag er fyldt med metaforisk lort, der går ham på. Den dikotomi er i sig selv interessant nok, men det soniske univers gør det svært at blive suget helt ind i musikken.

Det er en æstetik, der er totalt ulig noget, jeg nogensinde har hørt før. Men netop fordi den er så ny, er det også stadig en lyd, der savner at finde sin form. Den tillader Kvamm at lyde mere oprigtig og ufiltreret, end han har gjort i lang tid – ja måske endda siden ‘USADSB’.

Det er et forfriskende pust i en karriere, der ellers så ud til at stagnere. Selv om ep’en er enormt ujævn, er det virkelig dejligt at se Kvamm turde tage nogle chancer igen.


Kort sagt:
Hugorms debut-ep er det mest spændende, Simon Kvamm har præsteret siden ‘USADSB’ – men langt fra det bedste. Den sære blanding af triphop, grunge og upoleret autotune er inciterende, men det ville være synd at sige, at det er gribende fra start til slut, eller at det aldrig bliver ufrivilligt morsomt.

Hugorm. 'Folk skal bare holde deres kæft'. Ep. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af