Spoiler for ’Friends: The Reunion’ på HBO Nordic.
KOMMENTAR. »You’re over me? When were you … under me?«
Igennem 10 sæsoners ’Friends’ sad den romantiske timing sjældent helt i skabet for seriens ikoniske will they-won’t they-turtelduer, Rachel og Ross.
Først var han vild med hende, som sidenhen blev vild med ham, da han var kærester med Katte-Julie. Så fandt de sammen, tog en pause på en enkelt dag, fandt sammen igen og slog endegyldigt op, da hun opdagede, at han havde været sammen med en anden. Og ja, så lagde Brad Pitt vejen forbi i manuskriptet såvel som IRL (»Your … fella«, som David Schwimmer nu kalder ham med kun et bittelille gran af sarkasme under gentlemanfacaden).
»Var Ross og Rachel ‘on a break’?«, var et af de mere spicy debatemner om parmiddagsbordene i 90’erne, og under HBO’s gensynsfest ’Friends: The Reunion’, der landede på HBO Nordic i sidste uge, gav castet os det endegyldige svar: Ja (de fornuftige af os har altid vidst det).
Det var imidlertid ikke dén Ross-Rachel-bekendelse, der fik Twitter til at eksplodere i ekstase midt i interviewshowets ellers så forudsigelige hyggetime med blooper-klip, kærlige minder fra settet og diverse (random) kendissers videohyldester:
Glem alt om ekserne Brad og Jens meet-cute til Golden Globes i 2020, der satte fanhjerter i brand, for Rachel og Ross var dybt forelskede … i virkeligheden!
Det fortalte David Schwimmer og Jennifer Aniston, da vært James Corden kækt spurgte ind til, om der havde været nogle flings på optagelserne i seriens lange levetid.
Corden var ganske vist specifikt blevet bedt om at bringe temaet på bane af showets instruktør, Ben Winston, som kendte til parrets ’hemmelighed’ via samtaler med Schwimmer, der var aktivt involveret i udformningen af ‘The Reunion’. Men ingen var på forhånd helt klar over, om han og Aniston ville gå on the record foran kameraerne (bedyrer Winston i hvert fald i et interview med Vanity Fair).
Det gjorde de.
Og dermed gik ’Friends: The Reunion’ fra at være lidet andet end et nuttet efterspil med rigelig glasur på linsen til pludselig at væve sig uløseligt ind i seriens værdiarv, nu og for altid, for gamle såvel som fremtidige seere.
Det velplacerede »bullshit«
Ingen, der har været vidne til ’The Reunion’, vil længere kunne se Ross og Rachel danse om den varme grød og skrive 18 sider lange kærestebreve (»Front and back!«) uden at have med i baghovedet, at skuespillernes gnistrende kemi til dels udsprang af et galoperende, gensidigt crush off-screen.
Et crush, der dog ifølge hovedpersonerne selv aldrig blev forløst på anden vis end in character, idet de hele tiden havde kærester på, på skift. Ergo var deres første kys på landsdækkende tv, til begges fortrydelse dengang, ifølge Aniston anno 2021.
Really, Rosschel? Matt LeBlancs slet skjulte »Bullshit … « ned i kaffekoppen opsummerede præcis, hvad vi alle tænkte om dén påstand.
Så signifikant var twistet i ‘The Reunion’, at journalister og anmeldere på forhånd var blevet bedt om ikke at spoile ’plottet’ i en pressemeddelelse fra HBO-hovedkvarteret, der fik fiktion og virkelighed til at smelte sammen, idet Aniston og Schwimmer slet og ret blev omtalt som Rachel og Ross.
Det var da også den surrealistiske følelse af gennemsigtige gardiner, der blev trukket frem og tilbage for scenen, man sad med undervejs i showet, hvorfor der nok skal være en betydelig portion kynikere derude, der vil sætte gode penge på, at esset i instruktørens ærme var en gang kalkuleret markedsføringssmørelse for vor desillusionerede millennial-sind, udtænkt ene og alene for at skabe hype om en event, der har været noget nær 17 år og en pandemi undervejs.
Et eller andet saftigt måtte ’The Reunion’ jo diske op med udover Lady Gagas version af ’Smelly Cat’, Justin Bieber klædt ud som Spudnik og det faktum, at Courteney Cox var nødt til at skrive sine replikker på rekvisitterne i lejligheden (endda på de kunstige æbler).
Personligt tror jeg nu ikke, at Aniston og Schwimmer fakede den. Klangbunden af melankoli i Schwimmers stemme, da han genkaldte sig forelskelsens forløb for Corden føltes absolut ægte, og Anistons tøvende blik var så ladet med indestængt tumult som en episode af ’The Morning Show’.
Jeg indrømmer gerne, at jeg blev oprigtigt ramt af showets krydsklipning mellem afsnittet, hvor Ross og Rachels læber endelig mødes (‘The One Where Ross Finds Out’, sæson 2, afsnit 7), og skuespillernes table read af samme scene under ”The Reunion’, 26 år senere, der tydeligvis påvirkede begge.
Sekvensen udsprang selvfølgelig af Schwimmers forarbejde med Winston og kunne i realiteten også sagtens have indgået i showet uden afsløringen, var Schwimmer og Aniston ikke gået hele vejen i interviewsdelen (som man siger). Men som rundbordsdramaet fremstod, efter bomben sprang, fik man noget nær åndenød.
Og hvorfor skulle de to ikke have kissemisset mellem de lilla vægge?
De var unge i livet og karrieren og brugte stort set al deres tid sammen på og udenfor settet – ‘The Reunion’s gamle backstage-klip af duoen, der flirtede, holdt om hinanden og nussede på sofaen i lejlighedskulissen, var smittende kåde og genkendelige for enhver, der nogensinde har været nyforelsket.
Igen, vi holder med din mavefornemmelse, LeBlanc …
En gave fra universet
»DE SKAL FINDE SAMMEN NUUUU!«, hvinede en hær af Twitter-brugere øjeblikkeligt oven på Aniston og Schwimmers crush confessions og fyrede »He’s her lobster«-gifs af som champagnepropper.
Og ja, jeg tog også mig selv i at google »Are David Schwimmer and Jennifer Aniston single?« med håbefuldt rystende fingre (mens jeg sendte en mental undskyldning til stakkels Matthew Perry, hvis alt andet lige mere alvorlige misbrugshistorie, ’The Reunion’ ikke var synderligt interesseret i at uddybe af hensyn til, you know, hyggen).
Hvilken mere poetisk og knaldhamrende romantisk ’gave’ fra universet post-pandemi, end hvis vores allesammens Ross og Rachel levede lykkeligt til deres dages ende, hvis ikke ligefrem i newyorker-hyblen med den mistænkeligt lave husleje, så i hendes mansion i Hollywood Hills?
Hvilket fyrtårn af håb ville det ikke repræsentere for alle, der drømmer om the one that got away, om det så var gymnasiekæresten, man så et nyt afsnit ’Friends’ med hver onsdag aften på TV 2 i start-00’erne, eller flingen, der flyttede til Australien?
Jeg giver ikke en døjt for de senere års ’progressive’ Ross-kritikere, der forsøger at tegne karakteren som et uhyggeligt eksempel på »toxic masculinity«, og for hvem satire tilsyneladende er Minsk (hils Phoebes David, nu I alligevel er på de kanter).
Ross og Rachel var alle dage begge uperfekte, egoistiske, barnlige, elskelige, håbløse og helt igennem gode nok på bunden. Og naturligvis skulle de have en happy end i hinandens arme, som serieskaberne fortalte i ’The Reunion’ – til trods for, at man kortvarigt havde overvejet en mere tvetydig slutning, der lod parrets skæbne være op til fortolkning.
Det var bare ikke det, seerne ville have.
Og ’Friends’ handlede i sidste ende om seernes forhold til vennernes forhold til hinanden, i lige så høj grad som det handlede om vennerne. Serien tog ved lære af publikums reaktioner under optagelserne i studie 24, og vi på den anden side af skærmen blev begavet med spandevis af oneliners og tidløse, fælles komediereferencer til at forsøde tilværelsens op- og nedture.
Ross og Rachels relation var ditto tidløs og tilpas generaliseret til, at vi alle har kunne spejle os i den på et tidspunkt i livet (jeg vil vædde med, at det også gælder dig, du kedelige Ross-revser). Men afsløringen af skuespillernes skibe, der akkurat sejlede forbi hinanden i natten, føjer en genialt rørende (og rørende genial?) meta-dimension til forholdet, der indbyder til granskning af serien med helt nye briller og en frisk sommerfuglesværm i maven.
Du troede, du kendte alle 236 afsnit ud og ind? Think again og slå følehornene ud, når du atter smider dig på langs og lader de velkendte ’Friends’-feels varme din sjæl som babybløde tæpper og cappuccinos i oversized krus.
»Come on, er det egentlig ikke totalt ligegyldigt, hvad to aldrende sitcom-koryfæer engang måtte have følt for hinanden for flere årtier siden?«, spørger du måske.
Jeg hører dig og anerkender dit noble behov for at tale om mere presserende samfundsaktuelle nyhedsindslag.
Og alligevel er det eneste virkelig vigtige spørgsmål det samme som i 2004:
Will they, won’t they?
‘Friends: The Reunion’ og ‘Friends’ sæson 1 – 10 kan ses på HBO Nordic.