KOMMENTAR. I to afsnit af vores podcast Soundvenue Streamer har jeg revet mig i håret over den kommende ’Friends: Reunion’.
Først over selve konceptet, for hvor åndssvagt var det ikke lige, at vi skulle spises af med en slags forlænget udgave af et late night-talkshow, hvor de seks gamle sitcom-skuespillere ikke engang besværede sig med at indtage deres gamle roller? Efter Beverly Hills-reunionen havde jeg ikke brug for at se flere afdankede 90’er-typer spille påtagede udgaver af sig selv.
Dernæst over traileren, som fik mine tæer til at krølle sig sammen, mens Matthew Perry brød patetisk sammen, James Corden prøvede at opsummere seriens betydning i ulidelige klicheer, stjernerne fik et par millioner dollars for en dags arbejde ved at rutinetrawle gennem quizspørgsmål om ting, der var sjove dengang, og botox syntes at indtage den egentlige hovedrolle.
Jeg var med andre ord beredt på den helt store cringefest med konstant øjenrul over den drivende selvsmagende sentimentalitet, da jeg satte mig foran HBO Nordic fredag aften.
Og så kom jeg på andre tanker.
Mit forhold til ’Friends’ er nok typisk for mange, der er født i 80’erne: Jeg har sandsynligvis set samtlige afsnit, nogle af dem adskillige gange, for serien var sammen med ’Beverly Hills’ fast inventar om eftermiddagen efter skole plus selvfølgelig et nyt afsnit som et af ugens hverdagsaftenlige højdepunkter på TV 2.
Jeg har dog ikke skænket serien mange tanker siden, og jeg har ikke fanboy’et skuespillerne eller produktionen hverken dengang eller siden.
Men genforeningen tog mig øjeblikkeligt tilbage til følelsen af ’Friends’. Fra de første øjeblikke, hvor skuespillerne én efter én træder ind i det klassiske lejlighedssetup i Warner-studiet, der til anledningen var blevet rekonstrueret ned til allermindste detalje. Til de fine table reads, hvor skuespillerne alligevel dybbede tæerne i deres gamle iterationer, mens klippene fra de gamle scener sendte en strøm af nostalgi gennem min krop.
Mistroisk stikpille
Nostalgi på den gode måde, heldigvis: For jeg blev mindet om, at ’Friends’ faktisk stadig holder, selvom hele sitcom-formen med flere kameraer, studie-publikum og laugh track kan virke oldschool i dag. Min kæreste og jeg grinede (igen) af »pivot!«-scenen, så tårerne trillede.
Når nostalgien ikke føltes forceret, skyldtes det især, at denne gruppe mennesker virker til at holde oprigtigt af hinanden. Deres følelser ved gensynet gav reunion-afsnittet en almenmenneskelig kvalitet: Jeg kom i hvert fald til at tænke på de gange, jeg selv har taget afsked med folk, jeg vidste, jeg ikke ville komme til at være sammen med på samme måde igen.
Og så hjælper det jo også på sagen, at sekstetten til stadighed er sjove mennesker, der formår at punktere tiltag til overdreven følelsesporno med humoristiske stikpiller. Som Matt LeBlancs mistroiske stikpille, efter David Schwimmer og Jennifer Aniston understregede, at de aldrig handlede på deres hede følelser for hinanden.
Man kan sagtens anklage reunion-afsnittet for at være overfladisk og ukritisk. Ensemblet burde måske nok være blevet spurgt til, hvordan de selv ser på serien med mere diversitetsbevidste 2021-briller, men i sidste ende er det trods alt mere et spørgsmål til de tre showrunners end til stjernerne, og man kan diskutere, hvor godt netop det her format havde egnet sig til hardtalk og eksistentiel sjælegranskning, når det er ensemblet mere end den enkelte spiller, der er i centrum.
Jeg vil i hvert fald vælge at fokusere på det, vi fik i stedet: Et show, hvor tempoet er højt (instruktør Ben Winston gik efter, at man højst skulle være et sted i fem minutter ad gangen) og de kreative indfald mange, og jeg var i hvert fald upåklageligt underholdt gennem den ellers kolossalt lange spilletid på 102 minutter. Og mens jeg da godt kunne have undværet David Beckhams anekdote og Justin Biebers skabede catwalk, var jeg helt med på stjernecameo-mødet, da Lisa Kudrow viste Lady Gaga, hvordan en Smelly Cat skal lugte.
Som et familiealbum
Ved nærmere eftertanke kunne det hurtigt være blevet ynkeligt, hvis skuespillerne skulle genfinde deres gamle karakterer i et nyt egentligt afsnit af serien, og jeg køber (nu) fuldstændigt skabernes begrundelse om, at ’Friends’ handler om en meget specifik periode i livet, hvor venner er ens familie, og at det derfor ikke ville være ’Friends’ at se dem 15-20 år efter med børn og fallerede ægteskaber.
Der var i sidste ende langt større værdighed over den model, holdet valgte til deres første offentlige fællessammenkomst, efter serien sluttede.
’Friends’-afsnittet var som at bladre igennem et familiealbum, man åbner for at finde et specifikt billede, men ender med at tabe gluggerne over i flere timer. Man får ganske vist kun højdepunkterne, men det vækker fortiden til live på en anden måde, end ord nogensinde kan gøre, mens man uvægerligt kommer til at reflektere over tiden, der er gået siden.
Selvom flere af skuespillerne tydeligvis har prøvet at skjule det, var det vemodigt på ’Boyhood’-måden at drive med i det vand, der er løbet gennem åen, siden de sprøde unge ukendte amerikanere blev castet til en serie, der på ingen måde havde popkulturelt fænomen skrevet ud over sig.
Tiden har sat sig i holdet på godt og ondt, fra Matt LeBlanc, der fortjent er blevet twittersfærens »irske onkel« efter sin hyggelige optræden i afsnittet, til Matthew Perry, der fik tegnet en tynd, men dog bemærkelsesværdig streg fra sin frygt for ikke at være sjov til den årelange kamp mod misbrug, der tydeligt spøgte i hans fysiske tilstedeværelse.
På den måde var ’Friends’-genforeningen slet ikke så meget anderledes end alle andre reunions. Der er ham, der gik ned med flaget og bærer sin deroute i blikket, når de andre kigger væk. Hende, der for hårdt har prøvet at overdøve, at ungdommens peak aldrig kommer igen. Ham, der hviler i, at livet ikke er det samme, men stadig godt nok. Hende, der fik mere succes end de andre, men gør sig umage for at skjule det.
Mellem dem er der et bånd, der er stærkere end tid. Som gør, at når de mødes tilfældigt til fest, så forsvinder alle andre mennesker i rummet. For de har været i krig sammen, i 10 år, gennem 236 afsnit, og ingen uden for gruppen vil nogensinde forstå, hvad de er gået igennem.
Heldigvis kan vi udenforstående stadig nyde frugterne af deres sammenhold. Og selvom jeg fik trang til at finde gamle billeder fra 2004 og lave en skræmmende komparativ analyse med det billede, spejlet viser i 2021, blev den overskygget af lysten til at sætte de gamle ’Friends’-afsnit på skærmen igen.
I afsnittet lover Courteney Cox, at det er sidste gang, vennerne mødes til et offentligt event. Det håber jeg, de lever op til.
’The Reunion’ var en behjertet epilog til kommende generationers ’Friends’-fans. Jeg grinede. Jeg græd. PIVOT!
’Friends: The Reunion’ kan ses på HBO Nordic.