»For en, der godt kan lide at vinde, taber du du godt nok meget«.
I Disney+’s fremragende nye Marvel-serie ‘Loki’ konfronteres den titulære gud af narrestreger med det frustrerende faktum, at hans verdensherredømme-planer fejler igen og igen.
Men i virkelighedens verden har ‘Loki’ lige vundet en stor sejr, idet serien i sin første uge har scoret højere seertal på Disney+ end både Pixar-filmen ‘Soul’, ‘Star Wars’-serien ‘The Mandalorian’ og Marvel-kollegaerne ‘WandaVision’ og ‘The Falcon and the Winter Soldier’.
‘Loki’s åbningsuge gør den dermed til den mest succesfulde originalproduktion på Disney+ – og ugen er ikke engang omme endnu.
Nyheden kommer fra Disney+, som dog ikke har offentliggjort de præcise tal.
Hvorvidt seriens seertal kan holde kadencen på den lange bane over de næste fem uger, er endnu uvist. Men hvis mund-til-mund-hypen og de gode anmeldelser hænger ved, står Disney+ og Marvel med en supersucces, der meget vel kan få studierne til at overveje, om ikke Tom Hiddlestons Loki alligevel skulle have en chance mere på det store lærred (hvor ‘den originale version af karakteren som bekendt måtte lade livet i ‘Avengers: Endgame’).
Desværre har Hiddleston imidlertid selv manet rygterne om en mulig Loki-cameo i Taika Waititis kommende ‘Thor: Love & Thunder’ til jorden: »Vi har udforsket nogenlunde så meget som vi kan omkring de her to brødre«, sagde skuespilleren således til Digital Spy tidligere på måneden.
‘Loki’ kan ses på Disney+, hvor der kommer et nyt afsnit hver onsdag.