‘A Quiet Place Part II’: John Krasinskis gyseropfølger er ventetiden værd
I en periode, hvor den ene storslåede biografoplevelse efter den anden er blevet degraderet til fladskærmen i en sollys-badet stue, er det et under, at John Krasinskis opfølger til ’A Quiet Place’ har kunnet ligge uberørt i skuffen siden dens oprindelige biografpremiere tilbage i marts 2020.
Om det er Krasinski selv, der har sat foden ned, eller om det bare er Paramount, der ikke kunne se ideen i at bringe deres potentielle guldgås eksklusivt på streaming, ved jeg ikke, men summa summarum er dagen endelig kommet, hvor vi kan flokke til biograferne og smovse os i actiongyset ’A Quiet Place Part II’.
Og det er altså i biografen, at den skal opleves, med stort lærred og – endnu vigtigere – surround sound fra øverste hylde. Hvis man har set etteren, er man udmærket klar over, at lyd (og manglen på samme) er alfaomega for franchisen. Det er egentlig typisk tilfældet i gysergenren, der har det med at forlade sig på instrumental- eller Foleybaserede lydeffekter for at chokere – lidt ligesom sitcoms, der klamrer sig til dåselatteren for at understrege en joke.
Men ’A Quiet Place’ bruger lyd på en helt anden måde, ikke blot som en forstærker, men som det sted, hvorfra hele filmens intensitet tager afsæt. Stilheden er så øredøvende og larmen så paralyserende, at hvert øjeblik af filmens halvanden time skubber seeren længere og længere ud på stolekanten – selv når der reelt set ikke rigtigt sker noget. Det ville være en synd og en skam at forvise den oplevelse til et par tv-højtalere.
’A Quiet Place Part II’ fortsætter, hvor forgængeren slap. Abbott-familiens hjem er blevet decimeret af de lydsensitive rumvæsener, faren Lee (Krasinski selv) har måttet lade livet for at beskytte børnene, og moren Evelyn (Emily Blunt) har på mirakuløs vis givet lydløs fødsel til en baby (der nu har sin egen lydisolerede bærestol).
Mens endnu en dag gryer, begiver de overlevende sig afsted mod et fjernt flammesignal i håb om at finde sikkerhed. Her støder de ind i Emmett (Cillian Murphy), der, på trods af at have signaleret til dem, ikke er synderligt tilfreds med deres ankomst. Men da datteren Regan drager alene afsted med en plan for, hvordan de kan besejre rumvæsenerne, sætter Emmett hurtigt i løb efter hende, og der går ikke længe, før de to bliver til en monsterjægerduo med heftige ’The Last of Us’-vibes.
’A Quiet Place II’ er en logisk og forholdsvis gnidningsfri fortsættelse af den første film. Der er igen lagt stor vægt på familieforholdet, og særligt de to teens (spillet kæbetabende fremragende af Millicent Simmonds og Noah Jupe) brillerer som de fejlbare, stædige, fantastiske badasses, de nu engang er.
Men i denne omgang er der endnu mere på spil end en enkelt families overlevelse, da Regan har sat sig for at redde alle inden for radiovidde med en opdagelse, hun gjorde i etteren. Det er den klassiske eksekvering af ’up the ante’, som efterfølgere sjældent kan snige sig udenom uden at risikere at kede eller skuffe seerne, men det resulterer også i et niveau af forudsigelighed, som den første film var foruden.
Cillian Murphy er suveræn som den dybt traumatiserede Emmett, men desværre bliver karakteren aldrig udforsket eller udnyttet på en måde, der retfærdiggør hans tilstedeværelse. Det ville være enormt nemt at skrive ham ud af manuskriptet, så selvom han er en gæv nok følgesvend til Regan, føles han på intet tidspunkt som mere end en stråmandserstatning for John Krasinskis farmand.
I sidste ende tager det dog ikke meget fra oplevelsen – ’A Quiet Place Part II’ er stadig alle pengene, og ventetiden, værd.
Kort sagt:
’A Quiet Place Part II’ følger trofast i forgængerens fodspor. Der er rigeligt med nervepirrende gys og action, og både plottet og karaktererne gennemgår en naturlig – om end en anelse forudsigelig – udvikling. Biografernes genåbning har hermed fået endnu et stærkt kort på hånden.