‘The White Lotus’
Det er Mike White, hjernen bag ’School of Rock’ og ’Enlightened’, der står bag serien ’The White Lotus’.
Serien foregår på et luksusresort på Hawaii og følger både gæster og personale i løbet af en uge i det, der på overfladen ligner et paradis. Men man skal vist ikke skille særligt dybt, før facaderne begynder at krakelere.
Premiere 12. juli på HBO Nordic.
‘Young Royals’
Der er ikke overraskende, at Netflix har endnu en royal serie klar, da en af streamingtjenestens største succeser netop er af royal karat i form af ’The Crown’. Nu vender Netflix blikket mod det svenske coming-of-age-drama ’Young Royals’.
Her følger vi Prins Wilhelm, der bliver sendt på kostskolen Hillerska for at få et afbræk fra de royale forpligtelser. Wilhelm indser, at hans lykke måske ikke skal findes som repræsentant for det svenske kongehus, men da han pludselig bliver udnævnt som tronfølger, må han træffe det ultimative valg mellem kærlighed og sin plads i kongehuset.
Premiere 1. juli på Netflix.
’Dating for letøvede’
DR3 fortsætter deres ungdomsfokus i serieland med ’Dating for letøvede’.
Her følger vi Oliver og Lærke, som begge er 19 år gamle. De er også singler begge to og bliver opfordret af deres venner til at tage på date. Men spørgsmål om, hvornår man kan kalde sig kærester, og hvordan en perfekt date gennemføres, kommer hurtigt snigende.
Premiere 2. juli på DR.
‘Never Have I Ever’ sæson 2
Vores anmelder var oppe at ringe over Mindy Kaling og Lang Fishers coming-of-age-griefcom ’Never Have I Ever’, som blev tildelt fem stjerner her på Soundvenue.
Serien handler om Devi, der i første sæson ønskede sig en kæreste, der både var lækker og gerne på stoffer. Men drømmen bundede også i et ønske om at blive populær blandt sine jævnaldrende. Noget som hendes omgangskreds spændte ben for, men som hun måske kan opnå i sæson 2.
Premiere 15. juli på Netflix.
’Gossip Girl’
Vi må se langt efter Blake Lively og co. fra den originale ’Gossip Girl’, når serien bliver rebootet i år med et helt nyt cast og præmis – om end Kristen Bell stadig leverer voice-overen for den titulære Gossip Girl.
Omdrejningspunktet er også stadig unge eksistenser i overklassemiljøet på Upper East Side i Manhattan, som får Gossip Girl på nakken. Hun spiller folk ud mod hinanden og blotlægger hemmeligheder med stor intrige til følge.
Premiere 8. juli på HBO Nordic.
’I Think You Should Leave with Tim Robinson’
’Saturday Night Live’-komikeren Tim Robinson har både skabt, skrevet og produceret sit eget sketchshow ’I Think You Should Leave with Tim Robinson’, som nu får en sæson 2 på Netflix.
Sidst havde showet blandt andre den Oscar-nominerede Steven Yeun og ’Sweet Tooth’-aktuelle Will Forte med som gæster, så mon ikke sæson 2 også vil have et par overraskelser i baghånden. I hvert fald kan man formentlig forvente samme absurde humor, som vi så i sæson 1.
Premiere 6. juli på Netflix.