I den kommende Netflix-serie ‘Clickbait’ bliver familiefaren Nick Brewer (Adrien ‘Vincent Chase’ Grenier fra ‘Entourage’) kidnappet.
Først virker han som et offer, men da han holder skilte op, hvor der står, at han har dræbt en kvinde, kompliceres sagen. Samtidig med at kidnapperne lancerer en klar trussel: Hvis fem millioner mennesker ser videoen med ham, dør han.
Traileren til ‘Clickbait’ er landet, og den kunne måske godt ligne et bud på den nye ‘The Undoing’: En twistrig suspensefortælling, hvor det kan være svært ikke at tage næste afsnit med. Dog med et lidt mindre kompetent hold bag og foran kameraet (i al respekt).
Serien, som også har Zoe Kazan og Betty Gabriel på rollelisten som Nicks søster og hustru, får premiere 25. august.