Mens vi herhjemme stadig venter på at se Wes Andersons seneste film, ‘The French Dispatch’, (en premieredato er endnu ikke offentliggjort), er instruktøren godt i gang med forberedelserne til sin 11. spillefilm.
Vanen tro ser castet ud til at blive særdeles stjernespækket. Tom Hanks og Margot Robbie er allerede blevet annonceret til den endnu unavngivne film, og nu slutter en tredje Hollywood-stjerne sig til holdet.
Således fortæller The Hollywood Reporter, at ‘Black Widow’-aktuelle Scarlett Johansson skal være med i filmen. Johansson har tidligere arbejdet sammen med Andersons i animationsfilmen ‘Isle of Dogs’ fra 2018, hvor hun lagde stemme til hunden Nutmeg.
Kernen af instruktørens sædvanlige skuespiller-slæng – Adrien Brody, Bill Murray, Jason Schwartzman og Tilda Swinton – er også annonceret til filmen, hvis plot er ukendt. Optagelserne bliver påbegyndt i Spanien i denne måned.