Den 25-årige Josefine Frida, som spillede Noora i den norske hitserie ’Skam’, får sin første rolle i Danmark med Discoverys tredje fiktionssatsning, ’Dopamin’.
Serien foregår på det fiktive Limfjordens Universitetshospital i Aalborg, hvor der forekommer en masse uventede dødsfald. Serien er inspireret af virkelige kriminalsager.
Den norske skuespiller og resten af holdet er lige nu i gang med de sidste optagelser i Aalborg, og hun udtaler i en pressemeddelelse:
»Det har været en vældig spændende oplevelse at arbejde på serien, og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan det endelige resultat bliver. Som skuespiller leder jeg altid efter nye udfordringer, og rollen i ’Dopamin’ er en spændende og helt anderledes rolle, end hvad jeg før har spillet, så jeg måtte bare sige ja til muligheden«.
Efter ’Skam’ har Josefine Frida ikke haft rygende travlt foran kameraet, men hun har dog medvirket i filmen ’Disco’, som Soundvenue gav fem stjerner tilbage i 2019.
I vores interview med skuespilleren i samme anledning udtalte hun: »Det er vigtigt for mig at vælge projekter, som er vigtige for dem, som laver dem. […] Mest af alt vil jeg kunne mærke, at det, man er med til, er folks hjertebarn. Så kan det være alle slags roller eller karakterer. Det er ikke så vigtigt, hvad historien er, hvis det føles vigtigt«.
Discovery-serien ’Dopamin’ er skabt af Martin Winther, Malthe Koch og Christian Vangsgaard.
Lige nu kan man streame de to andre fiktionssatsninger, ‘Fars drenge’ og Fixer, på Discovery+. ’Dopamin’ forventes at få premiere i foråret 2022.