Filmdebuten i den roste kristne coming-of-age-fortælling ’Disco’ har krævet både sjælelig og følelsesmæssig dedikation fra 23-årige Josefine Frida, bedre kendt som Noora fra ’Skam’.
At spille verdensmester i discodans har nemlig ikke blot krævet timevis af træning. Den talentfulde skuespiller måtte også søge ud i fremmede afkroge af sindet.
En stor del af filmen udspiller sig i kirken Friheten, der serverer flat-whites i foyeren og lader tilbedelsen tage form af en popkoncert, hvor smukke unge mennesker synger »I’m in love with Jesus«. Men Josefine Fridas karakter Mirjam er tynget af presset fra både familien, dansen og gud.
Siden Josefine Frida var 19 år, og hun fik den stilikoniske hovedrolle i ’Skam’, har publikum fulgt hendes liv med stor entusiasme. Så der er mange forventningsfulde øjne, der kigger med, når hun indtager det store lærred. Men heldigvis beviser hun, at hun er kommet for at blive som skuespiller, og selv lader det norske talent sig da heller ikke skræmme af, at folk stadig tre år efter, det sidste ’Skam’-afsnit løb over skærmen, venter i lufthavnen, når hun lander i udlandet.
Men hvordan bevæger man sig videre, når man har været med i den mest succesrige ungdomsserie i Norden nogensinde?
Vi mødte Josefine Frida til en snak om hendes første spillefilmrolle efter ’Skam’, da hun sidste uge besøgte København i forbindelse med CPH PIX Weekend, hvor ’Disco’ fik danmarkspremiere.
Du må have fået mange tilbud efter ’Skam’. Hvad var det ved ’Disco’, der fik dig til at vælge projektet som din spillefilmdebut?
»Det er vigtigt for mig at vælge projekter, som er vigtige for dem, som laver dem. Jeg var interesseret i filmen, allerede inden jeg fik manus. Jeg kunne vildt godt lide Jorunn (instruktør Jorunn Myklebust Syversen, red.). Jeg vil gerne have, at arbejdet skal føles spændende, at det skal udfordre mig. Mest af alt vil jeg kunne mærke, at det, man er med til, er folks hjertebarn. Så kan det være alle slags roller eller karakterer. Det er ikke så vigtigt, hvad historien er, hvis det føles vigtigt«.
Filmens religiøse tema er ikke ukontroversielt, gik du bevidst efter et projekt med kant?
»Det var ikke sådan, at det skulle være kontroversielt. Jeg synes, det er fedt at være med i en film, som skaber debat, men først og fremmest vil man jo gerne være med i noget, som rører og hjælper nogen. Som folk kan relatere til og selvfølgelig noget, man synes er sjovt at arbejde med«.
Du spiller en verdensmester i discodans, der har det meget svært i sin families poppede, men afsindigt strenge frikirke. Hvordan gik du til en rolle, der var både fysisk og psykisk krævende?
»Jeg forstod ret tidligt, at rollen både ville blive fysisk og psykisk krævende, eller i hvert fald ville kræve meget af mig emotionelt. Det vigtigste har egentlig været at have et tæt samarbejde med Jorunn og at forstå filmens budskab 100 procent. Det har været rigtigt vigtigt, at hun har lært mig så godt at kende, for det er hårdt at være sårbar over for nogen, du ikke stoler på.
Som skuespiller har jeg mærket ting, jeg aldrig har følt før. Det er jo en ret mørk film, så man går steder hen i sig selv, man ikke ellers ville.
Jeg begyndte også at træne rigtig meget. Når man træner så meget til en rolle, så skriver man på en måde karakteren ved at leve i forberedelsen på samme måde som hende. Ham, der spiller min træner i filmen, var det også i virkeligheden. Vi trænede hårdt, længe og tit, men det var rigtig interessant. Han er verdensmester i discodans og har været det syv gange og var en historie i sig selv.
Vi filmede dansesekvenserne fra filmen til VM i Sverige, hvor jeg også sad i garderoben med dansepigerne og så, hvordan de talte og opførte sig. Det ville jeg også have med i karakteren«.
Lavede du research til det religiøse aspekt?
»Jeg tog med ud på besøg i en masse forskellige kirker, for jeg havde meget lidt kendskab til de her miljøer. Menighederne er udspringere af pinsebevægelsen. Jeg vidste, at der fandtes den der slags popkultur-kirker, hvor musik og sang går hånd i hånd med guds ord, men jeg kendte ikke rigtig til de mere rituelle fællesskaber.
Filmen er et kludetæppe af virkelige hændelser. Jeg snakkede med flere, som har haft nogle rigtigt dårlige oplevelser, som dem i filmen, og det var helt grusomt at sidde at lytte til, men også meget lærerigt.
Instruktøren laver jo research til historien og skriveprocessen, men for mig handler det om at finde inspiration til karakteren og ikke nødvendigvis mene alt for meget. Det er ikke mit job som skuespiller, og det er ikke det, jeg vil. Fordi Mirjam er en blanding af mange forskellige historier, var det vigtigt for mig at fortolke historierne og miljøet, så hun blev sin egen pige og ikke en efterligning af nogen. At hun blev et helt menneske«.
Var der nogen historier, der sprang særligt i øjnene ved de religiøse miljøer, I besøgte?
» I popmenighederne har de en anderledes måde at tale og opføre sig på. Det har været en vigtig udvikling af karakteren, at hun opfører sig forskelligt, alt efter hvor hun er henne.
At vise de skift føler jeg symboliserer forskellen på det ydre og indre. Det er det samme med menighederne, de viser muligvis et glansbillede udadtil, men kan være helt anderledes indeni«.
Kan du som skuespiller selv spejle dig i det her med at have en facade og skulle være på?
»Jeg tror, at alle kan genkende noget i det. Min generation er jo ’Generation Pres’ og generationen for ’12-tals-piger’. Det er klart, at jeg også gerne vil gøre det godt og være den bedste, men med skuespillet føler jeg kun, det giver mening at gøre, så længe man har det sjovt. Ikke for at være den bedste, for så forsvinder ideen«.
Hvad har været det mest udfordrende ved ’Disco’?
»Det var udfordrende at gå ind i filmens mørke. Men udfordrende på en god måde. Det har været en dejlig udfordring«.
Du har spillet teater i Norge, men for de fleste er det jo første gang, vi ser dig efter ’Skam’. Hvordan har det været at spillefilmdebutere efter seriens succes?
»Selv i Norge er der mange, som siger ’herregud, der var du jo endelig’. Der er mange, der tror, at det er det første, jeg har lavet siden ’Skam’, hvor jeg bare er sådan ’nope’, haha.
Det har været rigtigt dejligt, at det, man laver, ikke altid er på internettet. Mens vi optog sæson tre og fire af ’Skam’, arbejdede jeg også på et teaterstykke i Trondheim og spillede seks dage om ugen. Jeg fløj frem og tilbage til Oslo og optog indimellem.
Når man arbejder, kommer man ret hurtigt videre, fordi man fokuserer på noget andet. Men jeg savner det da engang imellem, præcis ligesom jeg kommer til at savne ’Disco’. Jeg kommer til at savne at være på set med Jorunn, og jeg savner, at være på set med Julie (Andem, som instruerede ’Skam’, red.)«.
Synes du, det er anstrengende, at ’Skam’ bliver ved med at fylde i folks (og mine) spørgsmål, når du laver andre projekter?
»Ikke generelt. Selvfølgelig lidt en gang imellem, men ej, jeg synes mest bare, det er fint«.
I forhold til hvor intenst forløbet med ’Skam’ var, opstod der så tomhed eller savn, efter serien sluttede?
»Jeg har ikke holdt arbejdspause efter ’Skam’, så jeg har ikke følt noget tomrum. Jeg tror mest, det var sådan for dem, der så serien.
Det var da sørgeligt at afslutte det, men sådan er det jo med alt. Jeg føler, det lever videre. Da jeg ligesom tog valget om at fortsætte og blive ved med at være skuespiller, så fokuserer man jo på en måde på noget andet, på at være i det man laver her og nu.
Men jeg har oplevet noget meget unikt sammen med de andre, som var med i ’Skam’. Vi mødes en gang imellem, selvom serien efterhånden føles langt væk. Jeg var kun 18 år, da jeg fik rollen, nu er jeg 23 og et helt andet sted i livet«.
Hvad er det bedste, du har taget med dig fra ’Skam’?
»Det hele. At man fik muligheden. At man fik lov til at være med i noget, som betød noget. Det er målet med alt arbejde«.
’Skam’ blev også en international succes hen ad vejen – har du internationale ambitioner?
»Jeg vil bare lave interessante og sjove ting, så er det lige meget, hvor det er. Med ’Skam’ så vi bare, at den gik viralt på internettet. Men jeg har aldrig rejst så meget som med ’Disco’ – det er fedt at vise den frem i forskellige kulturer.
I udlandet er folk lidt mere crazy. Nogle står i lufthavnen og venter, når man kommer. Det gjorde de i både Toronto, Spanien og Tokyo. I Norge, Danmark og Sverige er det anderledes. Det er jo Skandinavien, jeg kommer fra, så der føler jeg godt, folk ved, at vi er helt almindelige, selvom de da synes, det er fedt, når jeg kommer«.
Når filmen bliver vist, og du er til stede, kommer folk jo også og vil have billeder med dig på grund af ’Skam’. Hvordan ser du tilbage på den hype, serien bragte med sig?
»Det har været sådan, siden jeg var 19 år. Det er bare godt. Folk er søde, dejlige og støttende. De har glædet sig til ’Disco’, så det er bare skønt at se dem. Herregud, man kan jo ikke klage over, at folk kan lide én«.