Søndag vandt manuskriptforfatter og instruktør Scott Frank en Emmy for bedste afsluttede serie/miniserie med ’Dronninggambit’.
Miniserien med Anya Taylor-Joy i hovedrollen som det skakspillende geni Beth Harmon er blevet en af Netflix’ mest sete serier nogensinde, og man kan derfor ikke forestille sig andet, end at streamingtjenesten ville ønske en sæson mere.
Men det kommer ikke til at ske.
Scott Frank udtaler i et interview til Deadline i forbindelse med Emmy-sejren: »Jeg føler, vi har fortalt det vi skulle».
Han udtrykker, at han var virkelig glad for at arbejde med serien, men ville være bange for at ødelægge den eksisterende sæson med endnu en.
Flere serier som ’Big Little Lies’ er blevet forlænget med flere sæsoner, selvom de egentligt var tiltænkt en enkel sæson. Det diskuteres nu også, om ’Mare of Easttown’ skal forlænges. Men intet tyder altså på, at det kommer til at ske med ’Dronninggambit’.