Selvom den kommende superheltefilm ’The Batman’ med Robert Pattinson i hovedrollen først har premiere et godt stykke inde i 2022, er der ifølge Variety og Deadline allerede en spinoff-serie på vej til HBO Max.
Serien, der endnu ikke har fået endeligt grønt lys, vil efter planen fokusere på den ikoniske skurk Pingvinen, og Colin Farrell er blevet spurgt, om han vil gentage rollen fra den kommende film .
Ifølge Deadline vil serien fordybe sig i Pingvinens vej til magten i Gothams kriminelle underverden.
Variety skriver, at ’The Batman’-instruktøren Matt Reeves i samarbejde med filmens producer, Dylan Clark, vil være executive producere på det kommende projekt, der er så tidligt i processen, at det stadig ikke har en officiel titel.
Colin Farrell udtalte i juli, at han var lettet over at kunne få lov til at bære et fatsuit i stedet for at skulle tage på i vægt til sin skildring af den korpulente skurk i ’The Batman’.
»… Jeg havde været ret stor i ’The North Water’ (en anden serie, red.), og jeg ville ikke tage så meget på igen, fordi jeg fik noget med helbredet som resultat af ’The North Water’, så jeg tænkte ’fuck’, så vigtigt er det her skuespil ikke (…) Så vi besluttede at bruge fatsuit«.
Det er stadig sparsomt med oplysninger om den kommende spinoff, så om Farrell også her er iført fatsuit, er endnu uvist. Det vides heller ikke, hvornår serien kan streames, eller om den byder på andre karakterer fra ’The Batman’.
’The Batman’ får premiere 4. marts næste år og har udover Pingvinen den ikoniske Gækkeren (Paul Dano) på listen over skurke, Batman (Robert Pattinson) skal bekæmpe.