Ethan og Joel Coen er blevet verdenskendte som den filmskabende duo, man som regel bare kalder Coen-brødrene. Nu er Joel Coen imidlertid gået solo. Hans nye film er nemlig den første af slagsen, hvor lillebroren ikke er involveret.
Det professionelle brud mellem brødrene har ingenlunde været dramatisk – Ethan Coen er bare blevet træt af at lave film, har deres faste komponist tidligere fortalt til Indiewire.
‘The Tragedy of Macbeth’ er titlen på Joel Coens kommende Apple-film, der er baseret på William Shakespeares ikoniske skuespil af samme navn.
I Joel Coens version spiller Denzel Washington Lord Macbeth, som modtager en profeti fra tre hekse om, at han bliver den næste konge af Skotland. På sidelinjen tilskynder hans hustru, her spillet af Frances McDormand, ham til at slå den skotske konge ihjel og overtage tronen. Men den store magttrang får store konsekvenser for dem begge.
‘The Tragedy of Macbeth’ har netop har fået sin første trailer. Den korte og dialogløse forsmag giver indtryk af, at Joel Coen måske har nedtonet den komiske tone fra brødrenes tidligere film for i stedet at dyrke en mørk og alvorstung stemning.
De stiliserede, sorthvide billeder og det smalle billedformat vækker mindelser om Robert Eggers’ ‘The Lighthouse’ fra sidste år. Sjovt nok er begge film produceret af det velansete indieselskab A24.
‘The Tragedy of Macbeth’ kan ses på Apple TV+ fra 14. januar.