Det er præcis ét år siden, at vi første gang så et glimt af Robert Pattinson i den ikoniske rolle som Gothams maskerede hævner i teaseren til ‘The Batman’.
Filmen er siden blevet udskudt op til flere gange, men nu er den første fulde trailer endelig landet, og den stiller et måske endnu mørkere univers i vente, end det vi kender fra Christopher Nolans Dark Knight-trilogi.
I traileren ser vi både Pattinson smadre forbrydere, når han både står ansigt til ansigt med Paul Danos The Riddler og en fuldkommen uigenkendelig Colin Farrell i rollen som Pingvingen. Og så får vi første glimt af Zoë Kravitz som Catwoman. Derudover spiller Jeffrey Wright politikommissær Gordon, mens Andy Serkis indtager rollen som butleren Alfred Pennyworth.
Filmens instruktør Matt Reeves, der tidligere har stået bag den nye ‘Abernes planet’-trilogi, har udtalt, at ‘The Batman’ ikke kommer til at være en traditionel origin story. I stedet præsenterer filmen et dybdeborende indblik i Gothams korruption, når vi kastes ind i Batmans tidlige dage som efterforsker fremfor superhelt.
Ved sidste års FanDome-begivenhed udtalte Reeves: »Det, jeg relaterede til ved Batman-historien, var, at han ikke er en superhelt i den traditionelle forstand. Hvis han har superkræfter, er det evnen til at udholde. Han er en meget levende karakter. Jeg ville fortælle en version af Batman, der ikke handlede om, hvordan han blev Batman, men om de tidlige dage som Batman. Det var en måde at gøre noget, der ikke var blevet gjort før«.
‘The Batman’ får premiere 3. marts 2022.