I næste måned er der biografpremiere på den tredje ‘Spider-Man’-film med Tom Holland i hovedrollen. Og skulle man frygte, at ‘Spider-Man: No Way Home’ ville blive en af skuespillerens sidste film som Peter Parker, kan man nu ånde lettet op.
Sony-producer Amy Pascal kan i et interview med Fandango afsløre, at der er endnu en Tom Holland-båren filmtrilogi om ‘Spider-Man’ på vej. Ligesom de hidtidige film med Hollands udgave af superhelten er den nye trilogi et fortsat samarbejde mellem Sony, som ejer filmrettighederne til Spider-Man, og Disneys Marvel Studios.
»Vi gør klar til at lave den næste ‘Spider-Man’-film med Tom Holland og Marvel. Vi tænker på dette som tre film, og nu er vi på vej over i de næste tre. Det er ikke den sidste af vores MCU-film«, siger Pascal i interviewet.
Tidligere havde Holland ellers vækket en smule bekymring hos fans, da han i et interview hos GQ selv var skeptisk over, hvor længe han kunne blive ved med at spille superhelten.
»Hvis jeg spiller ‘Spider-Man’, efter jeg er fyldt 30, har jeg gjort noget forkert«, sagde den 25-årige skuespiller, der samtidig ser ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’-hovedkarakteren Miles Morales som en mulig arvtager.
»Måske er det på tide for mig at komme videre. Måske ville det bedste for ‘Spider-Man’ være, at de laver en Miles Morales-film. Jeg må også forholde mig til Peter Parker, for han er en vigtig del af mit liv«.
‘Spider-Man: No Way Home’ rammer biograferne 16. december.