Ole Bornedals stort anlagte Anden Verdenskrigsfilm ‘Skyggen i mit øje’ brager lige nu derudaf i de danske biografer. Men i den nærmest fremtid vil publikum blive mødt af en ny version af storfilmen.
Pårørende til en af de britiske piloter, der skildres i filmen, har nemlig gjort indsigelser til produktionsselskabet bag, Miso Film, der nu har i sinde at klippe filmen om. Det oplyser selskabet til Berlingske.
Filmen omhandler fejlbombningen af Den Franske Skole i 1945, hvor et bombetogt mod Shellhuset – Gestapos hovedkvarter i København – endte grueligt galt, da et britisk fly styrtede ned ved Den Franske Skole og fik resten af bombeflyene til at tro, at skolen var det egentlige mål for missionen.
‘Skyggen i mit øje’ følger blandt andet piloten Peter Kleboe, der styrtede ned ved Den Franske Skole. Men hans pårørende har rettet kritik mod filmen, fordi den også viser, at Kleboe nedskyder et civilt køretøj med bryllupsgæster i Jylland, hvilket ikke stemmer overens med virkeligheden.
I en mail til Berlingske udtaler producer Peter Bose, at det »aldrig har været vores intention at forbinde personer fra virkelighedens verden med de tragiske hændelser i filmens indledning«.
Han specificerer ikke, hvordan filmholdet vil imødegå kritikken. Men formodningen er, at filmen vil blive klippet om, så piloten, der nedskyder bilen i starten af filmen, ikke associeres med Peter Kleboe ved navns nævnelse.
Ifølge Berlingske er det første gang nogensinde, at en dansk film klippes om efter premieredatoen.