’Skyggen i mit øje’: Ole Bornedal står bag effektiv katastrofefilm med mange violiner
Man skulle ikke tro, at den danske besættelsestid rummede stof til flere danske historiske dramaer, men det er rent faktisk lykkedes Ole Bornedal at grave en på film ufortalt historie frem: Den tragiske historie om britiske piloters fejlbombning af Den Franske Skole på Frederiksberg, der i marts 1945 kostede 86 børn og 18 voksne livet. Det egentlig mål var Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København.
Bornedal udruller sin meget dramatiske og storladne fortælling gennem et bredt ensemble bestående af den katolske pigeskoles elever og deres familier, den unge nonne Teresa (Fanny Bornedal, instruktørens datter), der underviser på skolen, den danske HIPO Frederik (Alex Høgh Andersen) og i periferien to britiske piloter og to danske modstandsfolk.
Filmen starter bogstaveligt med et brag, da drengen Henry (Bertram Bisgaard) et sted på en jysk mark overværer en taxa med tre unge kvinder på vej til bryllup blive mejet ned af en britisk flyvemaskine. En fejl, viser det sig, som effektivt varsler om det endnu voldsommere fejlskud.
Henry går forståeligt i chok, og da han er blevet panisk angst for åben himmel, sender hans mor ham over til hans søster (Danica Curcic) i København. Her følges han i skole med sin opmuntrende yngre kusine, Rigmor (Ester Birch Beck) og hendes klassekammerat Eva (Ella Josephine Lund Nielsson), der selv kæmper med angsten efter at have set en mand blive skudt på åben gade.
Imens følger vi både Teresa og Frederik kæmpe med tvivlen. Teresa pjatter veloplagt med eleverne, men er plaget af mørke tanker og piner sig selv for at teste, om Gud virkelig findes. For hvordan kan en Gud tillade alle de mennesker at dø? Teresa drages af Frederik, som holder vagt uden for skolen, og som til gengæld nages af dårlig samvittighed over sin alliance med tyskerne og deres brutale torturmetode.
Jeg køber ikke helt forelskelsen, men inden den når at udvikle sig, rammer bomberne, og filmen forvandler sig til et katastrofe- og redningsdrama. Det er flot og spændende iscenesat og udnytter effektivt vores engagement i karaktererne til at få os til at bide negle over børnenes skæbner og forældrenes frygt.
Desværre lidt for effektivt. Bornedal havde slet ikke behøvet at smøre så tykt på melodramaet og skrue så langt op for violinerne for at gribe tilskueren. På mig endte det storladne filmsprog og melodramatiske skuespil med at få den modsatte effekt.
Mens de voksne skuespillere indimellem kammer over i overspil, holder de velcastede børneskuespillere til gengæld et imponerende niveau filmen igennem. Bornedal skaber en troværdig barneverden, både når trekløveret køber teboller og fortæller uhyggelige historier på vej til skole og hjælper hinanden igennem deres traumer, når de fjoller rundt til teaterprøver, og når de på forskellig vis holder hovedet koldt efter ulykken.
Ole Bornedal skriver i filmens pressemateriale, at han med ‘Skyggen i mit øje’ ønsker at tilføje flere nuancer til de mange danske besættelsesfilm, der er koncentreret om den danske modstand og entydige helte. Det udsagn er i sig selv lidt unuanceret, for film som ‘Flammen & Citronen’, ‘Fuglene over sundet’ og ‘Under sandet’ har netop markeret sig positivt ved at skildre gråzonerne i, hvem der er de gode og onde.
Historien om Den Franske Skole er interessant, fordi det var vores velmenende britiske allierede, der forårsagede ulykken, som de overlevende ofre ifølge Bornedal derfor blev bedt om at fortrænge.
Men bortset fra den overfladiske skildring af landsforræderen Frederik graver ‘Skyggen i mit øje’ modsat førnævnte film ikke for alvor ned i de moralske gråzoner. Tværtimod er det en film om krigens ultimativt uskyldige ofre: Børnene.
Kort sagt:
Ole Bornedals Anden Verdenskrigsdrama er et flot og storladent melodrama og effektiv katastrofefilm med overbevisende børneskuespillere og lovlig mange violiner.