Der er godt gang i ‘Star Wars’-universet på Disney+, hvor ‘The Mandalorian’ får selskab af spinoff-serien ‘The Book of Boba Fett’. På filmfronten synes det imidlertid at stå mere stille.
Første ‘Star Wars’-biografbasker siden ‘The Rise of Skywalker’ skal efter planen være Patty Jenkins’ ‘Rogue Squadron’, der omhandler starfighter-piloterne. I sidste uge blev produktionen, som skulle starte i 2022, dog udskudt på ubestemt tid. Det skrev blandt andre Collider, som begrundede udskydelsen med kalender-udfordringer.
Nu fortæller Hollywood-journalisten Matthew Belloni at udskydelsen faktisk bunder i et anstrengt kreativt samarbejde mellem Jenkins og ‘Star Wars’-producere, herunder Lucasfilm-forperson Kathleen Kennedy.
I sin artikel hos mediet Puck (som blandt andre IGN Nordic har videreformidlet) refererer Belloni til »nogle insidere«, der fortæller, at forsinkelsen af ‘Rogue Squadron’ mest skyldes »kreative uenigheder«.
Jenkins kunne efter sigende ikke blive enig med Lucasfilm-producere om manuskriptet, hvilket, påpeger Belloni, er en tilbagevendende problematik, når der hentes instruktører ind til ‘Star Wars’-projekter.
»Det er selvfølgelig ikke unormalt, men det er en grinagtigt tilbagevendende problematik hos Lucasfilm ledet af forperson Kathleen Kennedy, siger agenter: Højstående filmskabere brænder for at lave en ‘Star Wars’-film – indtil de bliver tilknyttet og oplever micromanagement og en bureakratisk proces«, skriver Belloni.
Han nævner også, at det samme var gældende for ‘Game of Thrones’-skaberne David Benioff og D.B. Weiss samt ‘The Last Jedi’-instruktøren Rian Johnson. Begge parter var hyret ind til at lave hver deres ‘Star Wars’-filmtrilogi, men forlod siden projekterne.
Patty Jenkins har to andre store filmprojekter i støbeskeen, nemlig ‘Wonder Woman 3’ og ‘Cleopatra’ – begge med Gal Gadot i hovedrollen. Tiden må vise, hvornår (og hvorvidt) ‘Rogue Squadron’ kommer ud.