Se traileren til Aaron Sorkins nye film ‘Being the Ricardos’ med Nicole Kidman og Javier Bardem

Se traileren til Aaron Sorkins nye film ‘Being the Ricardos’ med Nicole Kidman og Javier Bardem
'Being the Ricardos'. (Foto: Amazon Prime)

Aaron Sorkin har efterhånden været fast mand i Hollywood i tre årtier, siden han debuterede som manuskriptforfatter i 1992 på retssalsdramaet ’A Few Good Men’. I de seneste år har manden bag manuskripterne til ‘The Social Network’, ‘Moneyball’ og ‘Steve Jobs’ også bevist sig som instruktør på ‘Molly’s Game’ og sidste års ‘The Trial of the Chicago 7’.

Sidstnævnte modtog hele seks Oscar-nomineringer, og måske kan noget lignende ske for Sorkins tredje film som instruktør, ‘Being the Ricardos’, der netop har fået sin første trailer i fuld længde, beskrevet af blandt andre The Playlist.

‘Being the Ricardos’ foregår i 1950’ernes Hollywood og følger virkelighedens skuespillere Lucille Ball og Desi Arnaz, som dannede par i privaten. De bliver spillet af nutidens kæmpestjerner Nicole Kidman og Javier Bardem.

Handlingen udspiller sig under optagelserne til sitcommen ‘I Love Lucy’, hvor Ball og Arnaz spillede karaktererne Lucy og Ricky Ricardo, heraf filmens titel. Da Lucille Ball rammes af anklager om at være kommunist, hvilket var et no-go i det koldkrigsforskrækkede USA, og pressen samtidig svælger i historier om Desi Arnaz’ mulige utroskab, skaber det både kaos på settet og i hovedpersonernes parforhold.

På rollelisten finder man, foruden Kidman og Bardem, J.K. Simmons, Jake Lacy, Alia Shawkat, Tony Hale, Nina Arianda og Clark Gregg.

‘Being the Ricardos’ lander på Amazon Prime 21. december.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af