(Spoiler alert for første sæson af ’The Witcher’)
Første sæson af Netflix’ populære fantasyserie sluttede af med det endelige møde mellem det gode og det onde, og mens Yennefer forsvandt midt i kampens hede, mødte Geralt endelig Ciri i et kram – og en masse usagt imellem dem.
Slutningen efterlod os også med en længere række spørgsmål, vi håber at få svar på, når ’The Witcher’ vender tilbage 17. december.
Har man læst bøgerne eller spillet spillene, kender man måske alle svarene, men for alle andre er der i hvert fald masser at være nysgerrig på. Heriblandt:
1. Hvad skete der med Yennefer?
Kampen om Sodden Hill var intens, og der var både blod, knive i ryggen (bogstaveligt og metaforisk) og så meget magisk tvekamp, at man nærmest ikke kunne følge med. Man kunne dog følge godt med i Yennefers kamp, og vi fik set hende kæmpe de store og de små kampe, indtil hun endelig besluttede sig for at tage al ild og kaos-magien omkring sig, og (med et skrig, der ville noget) sende en ildkugle af magi mod Nilfgaard – og slå dem alle sammen ned.
Men hvad med Yennefer? Hun forsvandt undervejs, så døde hun? Er hun bare besvimet og ligger på en forbrændt mark et sted?
2. Hvem vandt kampen?
Nu hvor vi er ved kampen om Sodden Hill, må man også spørge: Hvem vandt egentligt? Det virker umiddelbart, som om Yennefer tog sejren (måske med sit eget liv som pris) for alle magikere og for norden selv. Men hvem vandt krigen i dens helhed? Er Cintra sikker, og eksisterer Cintra overhovedet længere? Er Nilfgaard ikke rigtigt overvundet, men måske bare på et lille break, mens de slikker deres sår og plejer deres rustninger?
3. Hvad er Geralt og Ciris skæbne?
Skæbnen er en kæmpe del af ’The Witcher’, især når det kommer til Geralt og Ciri. De er bundet sammen på kryds og tværs i en kluddermor, der virkelig vil noget, men hvilken betydning kommer det til at have? Hvad er deres delte skæbne helt præcist? Skal Geralt beskytte hende eller træne hende?
Og hvad med den der profeti, Ciri nævnte i afsnit 7? Den advarede om en ny istid, der ville ødelægge den verden, de allerede kender, og at Ciri er indblandet i det. Det er derfor, Nilfgaard er så interesseret i hende, men hvad betyder det helt præcist – er det hendes hænder, der skaber ødelæggelsen? Eller redder hun det hele? Er profetien måske faktisk helt misforstået– handler det om noget helt andet?
4. Hvad er Ciris kræfter?
Og hvordan kan hun bruge dem? Er det lidt a lá ’Frost’, hvor hun bliver mere og mere bange og fanget i sine kræfter, som hun ikke kan styre eller forstå, eller er det ’bare’ en forsvarsmekanisme? Hun er jo vildt kraftfuld for så lille en dame at være, og vi så hende gå i en slags trancekoma, hvor hun vågner op med alle fjender omkring hende døde. Skal hun trænes i at anvende kræfterne? Hvad er de overhovedet?
5. Hvad gør Geralt?
Ja, hvad gør han lige? Geralt og Ciri blev jo genforenet under det sidste minut i det sidste afsnit, men hvor fører vejen hen derfra? Man kan nok ikke forvente, at han smider monsterjagten helt på hylden, så har han tænkt sig at træne hende
som en protege? Eller vil han agere sød gudfar, der varetager hende? Og hvad vil han gøre med hendes kræfter – selvom han på nuværende tidspunkt ikke kender til dem – når de for alvor begynder at folde sig ud?
Hvis man følger spillenes gang, kunne det måske blive til en far-datter-ting, hvor de sammen slår monstre ihjel som en bonding-ting, men kommer det til at være realiteterne for Geralt og Ciri?
6. Mødes de endelig alle sammen?
Seriøst, nu fik vi igennem hele første sæson sideløbende tidslinjer, hvor Yennefer, Ciri og Geralt lige akkurat misser hinanden. Der lurer noget stort om hjørnet, og Geralt og Yennefer har i hvert fald noget usagt imellem dem, så de skal jo mødes igen. Men hvad med Ciri? Kommer de tre til at være sammen som en lille, smadret familie? Eller bliver Yennefer – hvis hun er i live – en form for sød tante, der viser Ciri, hvordan man er smuk og farlig på samme tid?
Desuden er der også et underliggende spørgsmål om, hvor de så endelig mødes. Ud fra teaserne til sæson 2 kunne det godt se ud, som om Ciri og Geralt i hvert fald ender ved Kaer Morhen, som er Geralts gamle træningssted og hjem, men kommer Yennefer med derhen?
7. Hvad med Jaskier?
Jaskier, den glade gårdsanger, der ellers fulgte Geralt på alle hans eventyr, var ikke til stede under det sidste af slagsen – og nu er det lidt vigtigt at vide, om Jaskier overhovedet ved, at Geralt ledte efter Ciri og fandt hende? Kommer Jaskier nogensinde til at møde Ciri? Det ville være helt hen i vejret, hvis de ikke mødte hinanden, da Jaskier sikkert kunne bidrage med sjov-onkel-vibes og løfte Geralts ellers ret stille og alvorlige humør lidt.
Hvor er Jaskier for øvrigt?
8. Kommer Yennefer til at få børn?
Vi ved, at under Yennefers forvandling fra not til hot ofrede hun noget meget vigtigt for hende, nemlig evnen til at få børn. Da valget blev frataget hende, blev hun nærmest besat af tanken om børn, og hvis hun overlevede Sodden Hill, så er hun højest sandsynligt fuld af nye kræfter.
Så spørgsmålet er, om hendes endemål har ændret sig – vil hun være en sindssygt stærk troldkvinde med en masse sexappeal, eller er ønsket stadig at kunne ændre den beslutning, så hun kan få børn? I samme vene: Betyder det så, at hvis hun møder Ciri, at hun så vil tage hende til sig som en datter?
9. Er Vilgefortzs besat eller bare en skiderik?
Hvad i alverden foretager Vilgefortz sig? I starten af kampen om Sodden Hill arbejdede han sammen med sine medmagikere og var på det ’gode’ hold – lige indtil han stak en anden magiker ned, der meget tydeligt var på hans side. Har han en hemmelig plan om verdensherredømmet, eller er han bare en skiderik? Måske blev han besat?
Der er helt klart spørgsmål omkring, hvad hans intentioner er, og jeg håber virkelig, at det bliver udforsket i sæson to!
10. Hvad ønskede Geralt sig rigtigt?
Et af mine største spørgsmål handler helt basalt om Geralt og hans ønske. I afsnittet, hvor Geralt møder Yennefer for første gang (i tidslinjen, altså), og hun begiver sig ud i en farlig affære med en meget magtfuld Djinn, redder Geralt begge deres liv ved at bruge det sidste ønske, og ifølge Yennefer er det nu bundet sammen på en eller anden måde.
Så hvad var hans ønske? Vil det påvirke hans forhold med Jaskier, Yennefer, Ciri eller nogle andre, der kunne dukke op? Spurgte han bare om en nats fred, hvor han fik lov til at være lilleske med Yennefer?
Vi håber, sæson 2 giver os svar.
’The Witcher’ sæson 2 får premiere 17. december.