Det er mere end tre år siden, at anden sæson af ‘Atlanta’ løb over skærmen, men nu har vi endelig fået den første fulde trailer for den kommende tredje sæson.
Her finder vi Earn (Donald Glover), Paper Boi (Brian Tyree Henry), Darius (LaKeith Stanfield) og Van (Zazie Beetz) på en mareridtsagtig tur gennem Europa, der indebærer alt fra grænseoverskridende lufthavnsvisitation til absurde pressekonferencer, hvor racisme erklæres død inden 2024.
Firkløveren er som sædvanlig fish out of water, hvor særligt hitmageren Paper Boi ser noget træt ud over sin Europa-turné.
Tredje sæson ‘Atlanta’ har været forsinket i årevis, ikke mindst på grund af corona. Men nu er den altså endelig på trapperne – og vi kan glæde os over, at optagelserne til sæson fire allerede er i gang, så vi undgår ventetid i fremtiden.
Sæson tre har premiere på amerikansk FX 24. marts, men det vides endnu ikke, hvornår serien får premiere herhjemme. I USA har det Disney-ejede tv-netværk FX rettighederne til serien, så måske vi kan forvente, at den nye sæson lander på Disney+ herhjemme?