Disse alternative julefilm pifter dine faste julefilmtraditioner op

Trænger du til et alternativ til ’Home Alone’, ’Die Hard’ og ’The Nightmare Before Christmas’, så prøv disse alternativer af.
Disse alternative julefilm pifter dine faste julefilmtraditioner op
'White Reindeer' (Foto: PR)

Julefilm er en fast bestanddel af højtiden på linje med risengrød, adventslys og kravlenisser. Men ofte ender man med at se de samme film år efter år – også selvom kvaliteten er så som så. 

Så hvad med at prøve noget nyt, som stadig holder julestemningen i hævd, og som ikke først og fremmest er rettet mod børn? Det kunne være disse: 

’White Reindeer’ 

’White Reindeer’ en kriminelt overset julefilm. 

Suzanne (Anna Margaret Hollyman) er en succesfuld ejendomsmægler, som bor i en smuk forstad med sin mand, Jeff (Nathan Williams). De er lykkelige, ved at flytte til Hawaii, og julen er kun en måned væk. Men så rammer tragedien – Suzanne bliver enke, og hendes liv smuldrer omkring hende, mens hun forsøger at genfinde normaliteten sammen med juletiden. 

Det bliver til en smuk og dybfølt dramedy. 

Kan ses på iTunes og SF Anytime. 

‘The Family Stone’ (Foto: PR)

’The Family Stone’ 

Stone-familien kan godt lide at samle familien til jul, og det plejer at gå meget godt. Men dette år tager den ene søn, Everett (Dermot Mulroney), sin rigide kæreste (Sarah Jessica Parker) med hjem – med planer om at fri til hende. 

Det er en af de der julefilm, der er handler om både julen og kærligheden, om dysfunktionelle familier, brækkede næser og tabte gryder. Både Diane Keaton, Claire Danes, Rachel McAdams og Luke Wilson er på rollelisten og udgør den helt perfekte, uperfekte familie. 

Om det er mor, der vil bestemme lidt for meget, den anspændte frygt inden man møder hele sin svigerfamilie for første gang eller det konstante behov for at præstere for sine forældre, kan man spejle sig i ’The Family Stone’

Kan ses på Viaplay, Blockbuster og Youtube. 

‘Silent Night, Deadly Night’ (Foto: PR)

’Silent Night, Deadly Night’ 

Drengen Billy bliver sendt på børnehjem efter at have overværet julemanden slå hans forældre ihjel. Et par år efter møder han en mand i julemandskostume, og skæbnen vil have blod, så Billy igangsætter et forkvaklet forsøg på at yde retfærdighed over for alle – og begynder sin nye juletradition, nemlig nedslagtning af mennesker i en serie af blodige, grusomme overfald. 

’Silent Night, Deadly Night’ er en af de klassiske 80’er-slasherfilm, hvor det mest af alt handler om at få blod på skærmen. Det er langt fra den gængse hyggelige julestemning, men det gør ikke spor – det er underholdende, sjovt, blodigt og perfekt til at bryde det klassiske julefilmmaraton. 

Kan ses på Blockbuster. 

‘Happiest Season’ (Foto: PR)

’Happiest Season’ 

Er man mere til humor end uhygge, kan man med fordel se ’Happiest Season’ i stedet. Den byder på jul, kærlighed og komik – og et stjernespækket cast med blandt andre Kristen Stewart, Mackenzie Davis, Aubrey Plaza og Dan Levy i front. 

Abby og Harper elsker og accepterer hinanden – indtil Abby skal møde Harpers konservative familie, der ikke umiddelbart billiger homoseksualitet. Så Abby bliver nødt til at lade, som om hun er Harpers bofælle, og at de begge er meget, meget heteroseksuelle. 

Sjov og hjertevarm på samme tid. 

Kan ses på Viaplay, Amazon Prime og Blockbuster. 

‘Den tid på året’. (Foto: PR)

’Den tid på året’ 

Paprika Steen drejede 2018 et sjældent godt bud på en dansk julefilm for de voksne baseret over det velkendte tema: En familie mødes juleaften – og intriger, skænderier, misforståelser, konflikter og kærlighed opstår og udspiller sig på kryds og tværs. 

Jacob Lohmann og Paprika Steen selv spiller parret, der har familien – ikke mindst bestående af bedrevidende akademikere – til juleaften med alle de traditioner, der følger med, på godt og ondt. Kapaciteter som Sofie Gråbøl, Lars Brygmann og Lars Knutzon er med til at skabe et veloplagt ensemble, der er garant for utallige grin midt i den bittersøde julestemning. De fleste vil nok kunne spejle dele af deres egen jul i denne. 

Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster. 

‘The Shop Around the Corner’ (Foto: PR)

’The Shop Around the Corner’ 

De fleste kender ’It’s a Wonderful Life’ som en vaskeægte juleklassiker. 

Det er dog ikke mange, der kender ’The Shop Around the Corner’, selvom den burde ligge på samme hylde – og også har James Stewart i hovedrollen. Filmen, som har været inspiration for mange romcoms som ’You’ve Got Mail’, handler om to kollegaer, der udadtil ikke kan udstå hinanden. De har begge to en penneven, som de er forelskede i – men hvad de to ikke ved er, at deres penneven er deres utålelige kollega. 

Filmen lever højt på en række helt fantastiske scener, der virkelig bringer juleglæden og hjertevarmen frem. 

Kan ses på iTunes og Google Play. 

‘A Very Murray Christmas’ (Foto: PR)

’A Very Murray Christmas’ 

Bill Murray er trist. Han skal lave et juleshow – men han er smådepri over det, der er en snestorm, der truer, og alt i alt er julen faktisk lidt noget rod. Ind kommer imidlertid en samling brogede mennesker, der løfter stemningen for både seer og Bill – med en masse klassiske og ukendte julesange og historier om livet. 

Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk både en sjov og hjertevarm film, instrueret af ingen ringere end Sofia Coppola og med et generøst ensemble af stjerner: Udover Murray er både Amy Poehler, Maya Rudolph, Chris Rock og George Clooney med til dette alternative juleshow. 

Det er en af de julefilm, der er eminente at have kørende i baggrunden – eller se, mens man drikker en ’spicy’ kop kaffe, især hvis du godt kan lide at julemusik ikke altid er skønsang og søde tanker, men en gang imellem er. 

Den er til dig, der drømmer om George Clooney, som synger en halvliderlig julemandssang, mens han gemmer sig bag et plastikjuletræ. 

Kan ses på Netflix

‘Godmothered’ (Foto: PR)

’Godmothered’ 

Tror man, denne film er lavet til børn, er det meget, meget langt fra sandheden. 

Elanor (Jillian Bell) er en ivrig, om end utrænet og klodset god-fe in spe, som ivrigt forsøger at få én, hun kan være gudfe overfor. Hun bevæger sig derfor ud i den virkelige verden for at vise sit værd – og finder en udmattet mor fra Boston (Isla Fisher), som Elanor mener fortjener en ægte jule-makeover. 

’Godmothered’ er campy, sød, sjov og virkelig julet. 

Kan ses på Disney+. 

‘Deck the Halls’ (Foto: PR)

’Deck the Halls’ 

Der findes ikke en mand, der går mere op i juletiden end Steve Finch (Matthew Broderick). Trods sin families protester har han booket hvert ledigt øjeblik i december til juleforberedelser og julehygge. 

Men midt om natten 1. december flytter nye naboer ind med Danny DeVitos Buddy, der sætter alt ind for at få hans hus til at lyse så meget op, at det kan ses fra rummet. Og det betyder nabokrig. 

’Deck the Halls’ er både en sjov og åndssvag julefilm, der kunne fortjene mere opmærksomhed. ’Fars fede ferie’-vibes kombineret med stærke komiske talenter. 

Kan ses på Netflix og Amazon Prime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af