Den seneste årrække er en række krænkelsesanklager blevet ført frem i lyset mod skuespiller og instruktør James Franco – kulminerende i 2018, hvor Los Angeles Times bragte en stor artikel, hvor fem kvinder anklagede Franco for seksuelle krænkelser på hans skuespilskole, Studio 4.
Anklagerne inkluderede, hvordan han pressede kvindelige studerende til at lave eksplicitte sexscener.
James Franco har forholdt sig tavst til anklagerne, hvilket blandt andet har betydet, at hans nærmeste samarbejdspartnere som Seth Rogen og bror Dave Franco er blevet udfrittet i hans sted.
Men nu udtaler Franco sig i sit første større interview i fire år om anklagerne, i podcasten ‘The Jess Cagle Podcast’, som People og Indiewire har lyttet til.
Og her erkender han, at han har haft upassende seksuelle forhold til sine studerende.
»I løbet af min undervisning gik jeg i seng med elever, og det var forkert. Men som jeg sagde – det var ikke derfor, jeg startede skolen, og det var ikke mig, der udvalgte, hvem der var i klassen. Så det var ikke en ‘masterplan’ fra min side. Men ja, der var tilfælde, hvor – ved du hvad – jeg var i en konsensuel ting med en elev, og det skulle jeg ikke have været«.
I interviewet fortæller James Franco, at han de seneste fire år har brugt tid på at undersøge sig selv og ændre den, han var. Han har tidligere været i behandling for misbrug, og han forklarer, at han har brugt sin behandlingsbaggrund de seneste fire til sin selvransagelse.
Det vakte opsigt, da Seth Rogen for nylig tog afstand fra James Franco, som han har været tætte venner med og arbejdet med siden slutningen af 90’erne, og slog fast, at han ikke ville arbejde sammen med ham igen.
Og det forstår James Franco godt, siger han i podcasten.
»Jeg vil bare sige, at jeg absolut elsker Seth Rogen. Jeg elsker Seth Rogen. Jeg har arbejdet med ham i 20 år, og vi havde ikke ét skænderi. I 20 år… ikke ét skænderi. Han var min absolut tætteste arbejdsven, samarbejdspartner«, fortæller han.
»Vi arbejder ikke sammen lige nu, og vi har ingen planer om at gøre det. Selvfølgelig var det smertefuldt i konteksten, men jeg forstår det, du ved, han var nødt til at svare for mig, fordi jeg var tavs. Han måtte svare på mine vegne, og det vil jeg ikke have«, fortsætter han og tilføjer, at det var en af de centrale grunde til, at han ville stille op til interviewet: Så Rogen eller bror Dave ikke var nødt til at tale på hans vegne længere.