Bare rolig: Artiklen indeholder IKKE spoilers for ‘Spider-Man: No Way Home’.
Oven på begejstrede anmeldelser og ekstatiske fanreaktioner går ‘Spider-Man: No Way Home’ lige nu sin sejrsgang i biografer verden over, hvor den har passeret en svimlende milliard dollars i indtjening.
Det gør filmen til den største biografsucces siden tiden før corona, og man skal træde varsomt på sociale medier i disse dage, hvis man vil undgå spoilers.
Filmens hovedrolleindehavere, Tom Holland, Zendaya og Jacob Batalon, postede sågar tidligere på måneden en video, hvori de bad publikum om ikke at spoile filmen for andre, men den besked er gået hen over hovedet på Kim Kardashian.
Det erfarede stjernens 274 millioner Instagram-følgere på bitter vis i går, da Kardashian delte sin egen oplevelse af ‘No Way Home’ i en ægte spoiler-story (nu slettet), der har fået adskillige fans op i det røde felt på Twitter:
Desværre for det danske publikum nåede ‘No Way Home’ kun akkurat at få premiere før biograferne herhjemme måtte lukke igen – og dermed må de, der ikke hastede ind i mørket den første weekend, væbne sig med tålmodighed til det nye år.
Vores anmelder gav filmen fem stjerner med ordene: »En af de mest underholdende superheltefilm, vi nogensinde har set«.