At ‘Spider-Man: No Way Home’ er landet ned i et pandemiramt biografmarked er ganske tydeligt herhjemme, hvor filmen kun nåede at køre i tre dage, inden landets biografer måtte lukke på grund af coronarestriktioner.
Derfor er det særligt imponerende, at den ventede Marvel-film er landet på tredjepladsen over de største globale åbningsweekender nogensinde.
Jon Watts’ tredje film om Tom Hollands superhelt indtjente nemlig ifølge Collider 587,2 millioner dollar, svarende til 3,9 milliarder kroner, på verdensplan i sin åbningsweekend (som tælles fra onsdag til søndag).
Det placerer filmen efter det todelte Marvel-klimaks ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’. Sidstnævnte topper listen med en indtjening i åbningswekenden på svimlende 1,2 milliarder dollar (7,9 milliarder kroner), mens forløberen solgte for 640,5 millioner dollar (4,2 milliarder kroner) i sin åbningsweekend.
Under ‘Spider-Man: No Way Home’ finder man ‘Fate of the Furious’ og ‘Star Wars: The Force Awakens’, skriver Collider.
‘Spider-Man: No Way Home’s indledende billetsalg må siges at være en ret god nyhed for dem, der frygter, at utallige streaming-abonnementer, korte biografperioder, veludrustede hjemmeskærme og pandemiforskrækkelse vil holde publikum væk fra biograferne.
Soundvenues anmelder Lise Ulrich kastede i sidste uge 5 stjerner efter ‘No Way Home’ med ordene, »En af de mest underholdende superheltefilm, vi nogensinde har set«. Læs hele anmeldelsen her.