Biograferne var lukket de første fem måneder af 2021 på grund af coronarestriktioner.
Og her ved årets udgang er de så tvunget til at smække dørene i igen, har statsminister Mette Frederiksen netop meldt ud på et pressemøde med opbakning fra Epidemikommisionens anbefalinger.
Lukningen, der skal godkendes i Folketinget, er endnu et hårdt slag mod de danske filmtempler. Juleferien er traditionelt et billetmæssigt højdepunkt.
Lukningen rammer flere danske film: ‘Hvidstengruppen 2’, som skulle have haft premiere Første Juledag, ‘Du som er i himlen’ med planlagt premiere 6. januar samt ‘Vildmænd’ med premiere 13. januar.
Det er en bitter pille at sluge for alle tre, men særligt for ‘Vildmænd’-holdet må situationen efterhånden føles absurd. Filmens premiere er tidligere blevet forsinket af først corona og siden en tragedie i Norge. Det betyder også, at Soundvenues forpremiere på Thomas Daneskovs sorte komedie endnu engang er udsat.
Også andre højprofilerede film rammes af den nye nedlukning – fra det helt store tilløbsstykke, ‘Spider-Man: No Way Home’, der fik premiere i torsdags, til den nye ‘Matrix’-film (planlagt premiere 22. december), ‘Spencer’ med Kristen Stewart (25. december), ‘Pig’ med Nicolas Cage (25. december) og den islandske særling ‘Lamb’ (6. januar).
Alle kommer således til at holde vejret for, om biograferne så rent faktisk åbner senere i januar, eller om vi går forlængelser i møde.
Lukningen er både kritisk for biograferne nu og her, men også på længere sigt, idet man kan frygte, at mange forbrugere vænner sig til, at film er noget, man ser hjemme i sofaen på de talrige streamingtjenester, hvor mange af de store titler desuden kommer ud tidligere end før.
Om man er enig eller ej i, at det er nødvendigt med endnu en nedlukning, ser situationen dyster ud for biograferne i disse år.