Disney svarer på Peter Dinklages kritik af ‘Snehvide’-remake

Disney svarer på Peter Dinklages kritik af ‘Snehvide’-remake
Peter til Emmy-uddelingen i 2019. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

Disney har taget til genmæle, efter at Peter Dinklage kritiserede selskabets kommende live action-genindspilning af ‘Snehvide’.

Dinklage var ude med riven efter projektet i Marc Marons ‘WTF’-podcast, da han mente, at Disney var med til at forstærke stereotypen om de syv små dværge, der bor i en hule sammen.

Men sådan forholder det sig ikke ifølge Disney. En talsperson for konglomeratet udtaler til The Hollywood Reporter:

»For at undgå at forstærke stereotyper fra den oprindelige animerede film, tager vi en anderledes tilgang til de syv karakterer. Vi har konsulteret os hos medlemmer af dværgvækstsamfundet. Vi ser frem til at dele mere, når film går i produktion efter en lang udviklingsperiode«.

‘Snehvide’ forventes at få premiere i 2023. I hovedrollen ses ‘West Side Story’-stjernen Rachel Zegler, mens Gal Gadot skal spille den onde dronning. Marc Webb (‘500 Days of Summer’) instruerer.

Dinklage er i øjeblikket aktuel i Joe Wrights musical ‘Cyrano’, som endnu ikke har fået en dansk premieredato.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af