Marvel-universet vokser sig hastigt større. Disney har netop delt traileren til deres femte superhelteserie ‘Moon Knight’, som har Oscar Isaac i titelrollen som den tidligere marinesoldat Marc Spector, der lider af en personlighedsspaltning.
Ved hjælp af en egyptisk forbandelse får Spector overnaturlige kræfter og forvandles til antihelten Moon Knight. I traileren ser vi blandt andet, hvordan Spector plages af søvnmangel og langsomt får sværere og sværere ved at skelne drøm fra virkelighed.
Vi ser også et glimt af Ethan Hawkes endnu ukendte karakter, som bestemt lader til at have de superskurkekvaliteter, der har været rygtedes.
‘Moon Knight’ er Isaac og Hawkes debut i Marvel-regi, og meget tyder på, at serien – ikke ulig ‘Wandavision‘ – vil forsøge at trække superheltegenren i nye retninger.
Sidste år udtalte Isaac til Total Film Magazine om serien: »Det handler ikke så meget om genren. Det handler om menneskerne. Og om der er plads til at gøre noget interessant inden for genren. […] Jeg elsker menneskerne, som er involveret i denne serie. Jeg syntes, der var en utroligt usædvanlig historie at fortælle inden for superhelteverdenen. Vi laver noget ret anderledes, der ikke følger den samme logik, som mange andre superheltefilm«.
‘Moon Knight’ instrueres af Mohamed Diab, Justin Benson og Aaron Moorhead. Serien får premiere på Disney+ 30. marts.