Der var mange stærke følelser i spil under optagelserne til David Ayers Anden Verdenskrigsfilm ‘Fury’ fra 2014. Ikke mindst på grund af de markante skuespilleregoer.
I et interview med Insider fortæller Scott Eastwood (søn til Clint Eastwood), at der var et øjeblik under optagelserne, hvor filmens hovedrolleindehaver Brad Pitt måtte lægge sig imellem Eastwood og Shia LaBeouf.
Det skyldtes, at LaBeouf tog anstød, da Eastwood i en scene spyttede på den krigstank, LaBeouf og Pitt befandt sig i – også selvom det stod skrevet i manuskriptet, at Eastwood skulle spytte.
»LaBeouf blev sur på mig, og det udviklede sig til et ubehageligt øjeblik, som Brad Pitt i sidste ende lagde sig imellem«, siger Eastwood og fortsætter:
»Jeg synes aldrig, at ens proces som skuespiller skal stå i vejen for, hvordan folk bliver behandlet under optagelserne. Den bør altid forstærke produktionen, ikke tage noget fra den og sætte folk i situationer, hvor der er et dårligt arbejdsmiljø, eller hvor man er uhøflig, så folk bliver sat i ubehagelige situationer«.
I forbindelse med lanceringen af ‘Fury’ i 2014 kom Pitt også kort ind på scenen, hvor Eastwood spytter tyggetobak udover tanken, i et interview med det britiske magasin GQ.
»I scenen sagde jeg, mens kameraerne kørte: ‘Du kommer til at rydde det lort op’. Shia er ved at kløjes i det. Du er nødt til at forstå, at vi har været gennem en hård boot camp allerede, så vi har oplevet meget i den tank. Shia så det og han følte, at han (Eastwood, red.) var respektløs over for vores hjem. Så Shia fik den samme reaktion som jeg og begyndte at diskutere«.
LaBeouf har længe haft ry for at være besværlig at arbejde sammen med. Han blev angiveligt fyret fra Olivia Wildes kommende film ‘Don’t Worry Darling’, fordi han kom op og toppes med både instruktøren og skuespillerne.
LaBeouf har holdt pause fra skuespillet, siden han i 2020 blev anklaget for seksuelle overgreb af FKA Twigs. Hans første projekt siden anklagerne bliver Abel Ferraras kommende film ‘Padre Pio’, mens LaBeouf dernæst er annonceret i en rolle over for Robert de Niro i Dito Montiels ‘After Exile’.