’Benedetta’: Europas bedste provokatør støder muligvis paven – men ikke os andre dødelige
Paul Verhoevens kostumedrama om lesbiske nonner er som skræddersyet til netop mig.
Få genrer får mit hjerte til at galoppere som et hedt kostumedrama. Der er bare noget over to elskere, som bryder de kyske samfundsregler i lidenskabens navn, om det så er med en slibrig affære i ’The Handmaiden’ eller en blødende smuk romance i ’Bright Star’ og ’Portræt af en kvinde i flammer’.
Læg dertil, at det var kærlighed ved første blik, da jeg som 12-årig så en elitesoldat blive flået som en pinata af store ruminsekter i ’Starship Troopers’. Lige siden har jeg været forgabt i den kontroversielle hollænders gavtyveagtige humor, morbide satire og groteske volds- og sexakter i alt fra sci-fi mesterværket ’Robocop’ til krigseposset ’Black Book’.
’Benedetta’ begynder på vanlig stilsikker og flabet vis fra den garvede provokatør. Den viljestærke Benedetta (Virginie Efira) sendes til det prestigiøse theatin-nonnekloster i Pescia i det 17. århundredes Italien. Da familien holdes som gidsel af landevejsrøvere, får pigebarnet en gul kanariefugl til at skide i øjet på en af de store mænd. Skønjomfruen er på hendes side, erklærer hun standhaftigt.
Senere, da en Jomfru Maria-statue falder over hende, sutter hun nidkært på helgens bare bryst.
Så er ballet ligesom skudt i gang!
Der er bestemt ikke sparet på sjofelhederne. Som voksen ser Benedetta Jesus selv i grandiose visioner, hvor han som Conan the Barbarian med hævet sværd og ridende på en spændstig, hvid hingst redder hende fra falliske slanger og barbariske voldtægtsmænd.
Slangen i paradis kommer i form af den udstødte kvinde Bartolomea (Daphne Patakia), som Benedetta straks falder hovedkulds for. Og selvom billedet af to kvinder, der bruger en Jomfru Maria-træfigur som et, ahem, sexlegetøj uden tvivl har fået Vatikanet til at svede ubekvemt under præstekraven, skal filmens største kvaler desværre også findes her.
Der flyver ganske enkelt ingen gnister imellem de to elskere. Patakia gør ellers sit bedste i sin umiddelbare upåtagethed, mens Virginie Efira spændt bider sig i læben, da hun iagttager den unge kvindes smukke krop gennem et tyndt forhæng.
Men Verhoeven svigter sine to hovedpersoner. Trods det risikable emne mangler sexscenerne passion og virilitet. Standarden for kønslig queer-omgang på film er efterhånden høj. I ’Portræt af en kvinde i flammer’ formåede Celine Sciamma på det nærmeste at genopfinde sexscenen, da de to elskere Héloïse og Marianne masserer hinandens armhuler, som var det underlivet.
Disse scener i ’Benedetta’ er filmet som af en liderlig teenager, der for første gang har fundet lebbe-undermenuen på Pornhub. Sleske og voyeuristiske, men uden nogen opstemmende lidenskab eller romantisk ømhed imellem de to elskere og kameraet.
Verhoeven virker da også mere interesseret i at fortælle om Benedettas status først som helgen og siden som kætter, da hun hævder at have fået stigmata. Filmens overordnede fokus bliver hurtigt, hvorvidt hun taler sandt eller blot er en fusentast, men instruktøren har aldrig fundet sig tilpas i nuanceret karakterdrama.
Således bliver hendes deroute fra kærlig elsker af Gud, Jesus og Bartolomea til en iskold, opportunistisk femme fatale i stil med Catherine Trammel aldrig synderligt overbevisende.
At filmen ligner en billig tv-produktion, hjælper ikke på sagen, når Verhoeven tydeligvis stræber efter at skabe et dramatisk retssagsdrama i stil med Dreyers mesterlige ’Passion of Jeanne d’Arc’.
Det kan lyde bizart – navnlig fordi ’Benedetta’ på papiret ligner en nun-sploitation film fra 70’erne – men Verhoeven er slet og ret den gale mand til at løfte opgaven. Han har hverken Dreyers visuelle flair eller Ken Russells rasende fandenivoldskhed i den legendarisk kontroversielle nonnefilm ’The Devils’.
Så kan det godt være, at Paven selv vil finde ’Benedetta’ nok så anstødelig og provokerende. For os andre dødelige er der intet i filmen, som vil give andet end et bøvet grin.
Jeg havde ventet mere, når Europas fedeste provokatør laver film om lesbiske nonner.
Kort sagt:
Paul Verhoevens nyeste film om to lesbiske nonner i det 17. århundrede lyder på papiret fantastisk, men trods enkelte sjofelheder svigter instruktøren sine to elskere i centrum til fordel for et speget retssagsdrama.