Få instruktører har som Paul Verhoeven formået at vende vrangen ud på den amerikanske folkesjæl gennem sylespids satire, der alt for ofte er blevet misforstået i mainstreamen.
Den hollandske instruktør fik sit internationale gennembrud helt tilbage i 1973 med den Oscar-nominerede ’Turkish Delight’, der gjorde Rutger Hauer til en stjerne og Verhoeven til en af Hollands væsentligste auteurs. I slutningen af 80’erne krydsede han Atlanten, hvor han etablerede sig som en provocateur af rang i Hollywood med film som ’RoboCop’, ’Total Recall’, ’Basic Instinct’ og ’Showgirls’.
Hans film er fyldt med sex og vold, hvilket ofte har overskygget det faktum, at filmene altid udstiller og kritiserer de verdener, de repræsenterer. Spændingen mellem provokerende exploitation og systemkritik er netop én af grundene til, at Verhoevens film er uendeligt fascinerende.
I denne uge er Verhoeven endelig aktuel igen i de danske biografer med ’Benedetta’, et lesbisk nonnedrama, der excellerer i grafiske billeder og viderefører instruktørens årelange flirt med kristen symbolik.
I den anledning ser vi nærmere på en række af instruktørens mesterlige film efter det store Hollywood-gennembrud.
1. Sylespids science fiction-satire: ‘RoboCop’ / ‘Total Recall’ / ’Starship Troopers’
Paul Verhoeven sparkede dørene ind til den amerikanske filmindustri med de dystopiske science fiction-film ’RoboCop’ og ’Total Recall’, der slog instruktørens signatur af systemkritik an med bravur.
Begge film skildrer en kvælende virkelighed, hvor store forretningsimperier undertrykker den almindelige borger i en form for fascistisk kapitalstyre – hjulpet af massemediernes magt.
I ’RoboCop’ holder det bundkorrupte firma Omni Consumer Products folket i Detroit i lænker med deres privatiserede, militariserede politistyrke – et stærkt symbol på Reagan-æraen, hvor mennesker er blevet overflødige.
Virksomhedens skumle plan er at tjene stort på at sælge en robotbetjent som erstatning for almindelige betjente. Samtidig lukrerer de på et nyt socialt boligbyggeri, så de i ledtog med den lokale gangster kan slavegøre de fattige beboere med narko og alkohol og dermed skabe en endeløs cirkel af kriminalitet, som vil øge efterspørgslen på deres mekaniske lovhåndhævere.
I ’Total Recall’ lever befolkningen i en tåge af falske minder, der skal holde dem fanget i styrets hamsterhjul, mens tyrannen Vilos Cohaagen driver en yderst profitabel minevirksomhed på kolonien Mars. Hvad Jordens befolkning ikke ved er, at Mars rent faktisk er beboelig – en sandhed, som Cohaagen gør alt for at holde hemmelig, så han fortsat kan malke planeten for værdi.
Henholdsvis Peter Weller og Arnold Schwarzenegger spiller de oprørske hovedkarakterer, som tvinger de tyranniske styrer i knæ og giver folket frihed – i ’RoboCop’ er ironien, at det er en maskine, titlens RoboCop, der udstiller den forfaldne morale og gennemtrumfer et oprør med det autokratiske system som en anden Jesus-figur.
Begge karakterer er blevet hjernevasket af kapitalismen og tvunget til at glemme deres familier og kærester – men selv ikke milliardvirksomheder og fascistiske styrer kan holde kærligheden nede, fastslår Verhoeven i et exploitation-festfyrværkeri af vold, b-films-effekter, bundsolid action og skarpe iagttagelser.
Også i den fænomenale – og dybt uretfærdigt misforståede – science fiction-satire ‘Starship Troopers’ går Verhoeven til angreb på USA’s grundværdier. Filmen udstiller amerikansk imperialisme og krigshunger ved at sidestille værdierne med nazistisk propaganda i en én til én gengivelse af den patriotiske propaganda, filmen kritiserer (uden nødvendigvis at fortælle tilskuerne, hvad de skal synes om filmens skildring af en fascistisk utopi).
Det var nok derfor, at mange blev provokeret af den absurde og naive fortælling om en gruppe highschool-dimittender, der lader sig værge til en intergalaktisk krig mod forvoksede insekter, som truer verdensfreden i en fjern fremtid. Men under den polerede og kvalmende patriotiske overflade finder man en skarp og satirisk udstilling af vestlig kolonialisme, massemedier, fascisme og den flokmentalitet, filmen repræsenterer.
2. Den erotiske thriller: ’Basic Instinct’
Selvom ‘Total Recall’ blev en stor kommerciel succes, skortede det ikke på kritikerroser for Verhoeven. Og med den erotiske thriller ’Basic Instinct’ slog instruktøren for alvor fast, at han ikke var interesseret i at lefle for den gode smag.
Filmen, der blev en af de mest indtjenende film i 1992, er en klassisk neo-noir om betjenten Nick Curran (Michael Douglas), som indleder et spil katten-efter-musen med den besnærende femme fatale Catherine Tammell (Sharone Stone i topform) – en krimiforfatter, som bliver hovedmistænkt i en mordsag, der involverer en issyl og et voldsomt samleje.
Med tydelige referencer til Hitchcocks ’Vertigo’ – alene settingen i San Franciscos bakkedal – anslår filmen endnu et genkommende tema i Verhoevens filmografi med fortællingen om en kvinde, der bruger sin seksualitet til at gøre oprør mod det undertrykkende og selvforelskede patriarkat. Det er en blændende flot film med et neglebidende spændingsplot og et uhyre velspillet magtspil mellem Stone og Douglas.
I dag er filmen nok mest kendt for forhørsscenen, hvor Verhoeven – efter Stones udsagn – manipulerede skuespilleren til at smide trusserne og sprede benene med forsikringer om, at publikum ikke ville komme til at kunne se op under hendes nederdel.
Verhoeven har selv modsagt kritikken, men selvom det er problematisk, at en instruktør ser sig nødsaget til at manipulere sine spillere for at opnå en bestemt reaktion – hvilket Verhoeven flere gange er blevet anklaget for (det vender vi tilbage til) – står selve filmen som et historisk populærkulturelt øjeblik og en virtuos noir-opdatering, der under sin svedglinsende, liderlige og sexede overflade piller den dominerende machomand fra hinanden.
At filmen samtidig kan læses som dybt misogyn, gør den ikke nødvendigvis til et paradoksalt makværk – hos Verhoeven er det altid op til beskueren at tage stilling, og det åbne fortolkningsrum er i sig selv interessant.
3. Den amerikanske drøms slagside: ‘Showgirls’
Det siger noget om Paul Verhoevens polariserende film, at hans magnum opus, sexploitation-filmen ’Showgirls’, også er hans absolut mest udskældte, der jævnligt sættes op i kultbiografer, hvor publikum griner hånligt mod lærredet.
’Showgirls’ floppede stort ved billetlugerne og modtog intet mindre end syv razzier, som Verhoeven rent faktisk dukkede op for at modtage som den første instruktør nogensinde.
Men instruktørens virtuose opdatering af klassikeren ’All About Eve’ er på ingen måde en »so-bad-it’s-good«-film á la ’The Room’, men et fuldtonet mesterværk om bagsiden af den amerikanske drøm. Med et glitrende kunstigt portræt af Las Vegas, der er besat af overfladisk skønhed og glamour, følger filmen Nomi Malone, der ankommer til showbiz-mekkaet i håb om at blive professionel danser – en såkaldt showgirl.
Men hun møder en mur af fordomme og stigma fra en undertrykkende, patriarkalsk underholdningsindustri, som udnytter kvinder og tvinger dem til at prostituere deres sjæl for at komme frem i rampelyset.
Filmen er en evigtgyldig kritik af kapitalisme og patriarkalsk undertrykkelse med et visuelt overskud, der viser Verhoeven på toppen af sin karriere: Bare se dansesekvensen, hvor Pompeii spyr lava (det perfekte fallossymbol) i baggrunden.
Derfor er det også så meget desto mere ærgerligt, at Verhoeven ikke selv hævede sig over de systemer, han kritiserer med filmen. En nu berygtet gruppevoldtægtsscene var så brutal at optage for skuespilleren Gina Ravera, som angiveligt ikke modtog nogen særlig støtte under optageprocessen og i interviews har fortalt, hvordan hun stadig føler sig traumatiseret den dag i dag.
Den kontekst er selvfølgelig vigtig at have i baghovedet, når man ser ’Showgirls’. Men selvom filmens instruktør har reproduceret nogle af de værdier, han kritiserer, er selve værket stadig en glimrende hudfletning af slagsiderne i den amerikanske showbiz-fantasiverden.
4. Krigens gru: ’Black Book’
Med ‘Black Book’ vendte Verhoeven tilbage til sit hjemland efter mere end 20 år i Hollywood for at behandle det emne, der har kastet lange skygger gennem hele hans virke, og som han direkte har behandlet i tidligere film som ’Soldier Orange’ og ’Starship Troopers’: Krigens gru.
Carice van Houten fra ’Game of Thrones’ leverer en pragtpræstation som en jødisk kvinde på flugt fra nazisterne i Holland under den sidste tid af Anden Verdenskrig, hvor Hitlers regime er på retræte. Da hendes familie bliver myrdet på brutal vis, bliver hun indlemmet i modstandsbevægelsen og får til opgave at forføre den tyske SS-officer, der leder det nationale Gestapo-hovedkvarter.
Med et virtuost stilistisk overskud og et actionpakket og twisttungt manuskript skærer Verhoeven det perfekte melodrama om gråzonerne i krigsførelse, hvor ingen er rendyrket onde eller gode, og alle må gå på kompromis med deres idealer. Særdeles tankevækkende viser filmen, hvordan rædslerne gentager sig, når krigen er slut, og værnemagtens hollandske samarbejdspartnere bliver underkastet samme behandling, som den nazisterne brugte. Og igen i Israel, hvor jøderne ellers søger frihed.
’Black Book’ er et brutalt og hjerteskærende dokument over den destruktive menneskelige natur, der er lige så aktuelt i disse dage som under Anden Verdenskrig.
5. Et voldsomt karakterstudie: ’Elle’
Alene præmissen for Verhoevens forrige film – franske ’Elle’ med uforlignelige Isabella Huppert i hovedrollen – var øjeblikkelig ammunition for instruktørens mange kritikere.
Fortællingen følger en succesfuld forretningskvinde, der bliver voldtaget og vælger ikke at tilkalde politiet – selv da hun opdager gerningsmandens identitet.
Man kan selvfølgelig altid diskutere Verhoevens brug af voldtægt som plotmotor for sine film. Er det nødvendigt? Men ’Elle’ er ikke en problematisk voldtægtsfantasi, der udstiller traumet for provokationens skyld.
I stedet præsenterer filmen et komplekst karakterstudie af en kvinde, hvis handlingsmønstre ikke kan koges ned til den simple kausallogik, vi kender fra Hollywood. Her får vi et nuanceret og komplekst portræt af en kvinde, der tager langsomt kontrollen tilbage fra et mandsdomineret samfund på sin egen måde.
Huppert og Verhoeven stryger ingen med hårene, men insisterer på at udfordre sit publikum fra første billede, hvor Hupperts karakter bliver voldtaget i én lang uafbrudt indstilling.
Det er en voldsom film om et voldsomt emne, men netop ved ikke at sky nogen midler i skildringen af voldtægt, og hvordan voldtægtskultur gennemsyrer samfundet, formår duoen at efterlade et så dybt aftryk, at man umuligt kan affeje filmen som ren provokation. Man er nødt til at tale om den, tænke over den og reflektere over emnet.
Det er en film uden lette svar og med masser af tvetydigheder – og det er i min optik langt bedre, end film der skildrer voldtægt uden egentlig at forholde sig til emnet på et dybere plan.
Paul Verhoevens ’Benedetta’ har dansk biografpremiere 10. marts.